Når Barcelona og Real Madrid lørdag aften løber på banen, er der lagt op til en stjernekrig af de store. Ronaldo, Bale og James mod Suarez, Messi og Neymar. Men hvem er egentlig de 25 største spillere i klubbernes historie? BT har set arkiverne igennem og er nået frem til en liste.

Herunder kan du Real Madrids top 25 - klik her for at se Barcelonas.

1. Alfredo di Stefano - 1953-1964
Du bliver ikke ærespræsident i Real Madrid for ingenting. Den blonde pil, som han blev kaldt, var afgørende for, at klubben vandt fem Europa Cup-titler i træk og vandt otte La Liga-titler i sin tid. Han er stadig den næstmest scorende i klubbens historie. Døde tidligere i år i en alder af 87 år.

2. Raúl - 1994-2010
Kongesønnen bliver aldrig glemt i Real Madrid. Den mest scorende spiller i Real Madrids historie med 323 mål i 741 kampe. Raúl debuterede som 17-årig og blev en af de mest elskede spillere med tre Champions League-titler og seks La Liga-titler under bæltet.

3. Ferenc Puskas - 1958-1966
Den ungarske angriber var en dræbermaskine i front med Di Stefano. Han var topscorer i den spanske liga fire sæsoner i træk, og scorede fire hattrick i sin første sæson i klubben. Han vandt otte ligatitler og tre Europa Cup-trofæer med de hvidblusede fra hovedstaden.

4. Zinedine Zidane - 2001-2006
Zidanes matchvindermål i Champions League-finalen i 2002 er kåret til det bedste i Real Madrid-historien. Han var den største Galactico, da han blev hentet i en rekordtransfer i Juventus. Zidane elegance på banen og hans personlighed har gjort ham til en historisk spiller i klubben.

5. Cristiano Ronaldo - 2009-?
272 mål i 259 kampe er det hidtil blevet for »Maskinen«, som portugiseren kaldes. Ingen er længere i tvivl om, at Ronaldo når Raúls scoringsrekord både i Real Madrid og i Champions League. La Decima-titlen i sidste sæson sikrede hans udødelighed hos Los Blancos.

6. Iker Casillas - 1999-?
San Iker kaldes han for sine redninger, der ofte har været som sendt fra himlen. Var med første gang som 16-årig i truppen og er med 691 kampe nummer tre listen over Real-spillere med flest optrædener. Har vundet CL tre gange og seks gange La Liga.

7. Carlos Santillana - 1971-1988
17 sæsoner i Real Madrid og 289 mål i 645 førsteholdskampe. Betragtes blandt de største angribere nogensinde i Real Madrid-historien, og det er ham Cristiano Ronaldo skal overhale på tredjepladsen over de mest scorende. Ni La Liga-titler vandt han.

8. Hugo Sanchez - 1985-1992
Den mexicanske målmaskine blev hentet hos rivalerne Atlético de Madrid og bankede stort set mål ind i samtlige kampe. Noteret for 208 mål i 282 kampe og med fem mesterskaber på cv’et. Blev Pichichi (topscorer) i fire sæsoner i træk i Spanien, hvilket stadig er historisk.

9. Francisco Gento - 1953-1971
Er på Top-10 i Real Madrid over både flest kampe og flest scoringer. Gento nåede at spille historiske otte Europa Cup-finaler, hvoraf han vandt seks af dem. Vandt desuden 12 mesterskaber. Venstrekanten var en af de hurtigste dengang og løb 100 meter på 11 sekunder.

10. Fernando Hierro - 1989-2003
Nåede 601 kampe i Real Madrid-trøjen, og huskes som en af de største anførere i klubbens historie. Hierro vandt tre Champions League-titler i Real-tiden, og fem La Liga-titler. Hans betydning i forsvaret var uvurderlig.

11. Santiago Bernabeu - 1911-1928
Man har ikke rigtig officielle tal på førsteholdskampe, men angriberen var en af de største i en tidlig tid. Siden præsident i 35 år.

12. Emilio Butrageño - 1983-1995
'Gribben' er en af de mest scorende spillere i Real-historien. Var en af tidens topspillere og vandt seks mesterskaber.

13. Pirri - 1964-1979
Man nævner midtbanespilleren som en af de allerbedste i den spanske ligas historie. En ekstremt målfarlig midtbanespiller og underholdende at se på.

14. Amancio Amaro - 1962-1976
Er den tiendemest scorende spiller i Real Madrid-historien med 155 mål i 471 kampe. Den spanske landsholdsprofil dengang blev kaldt 'Troldmanden'.

15. Manuel Sanchis - 1983-2001
Han vil en dag blive begravet med Real-logoet. Spillede hele sit liv i Real Madrid og har spillet næstflest kampe i klubbens historie med 711.

16. José Camacho - 1973-1989
Spillede over 500 førsteholdskampe og vandt 19 store titler. Hårdt spillende back der siden blev træner for blandt andet spanske landshold.

17. José Maria Zarraga - 1951-1962
Var med på det historiske hold, der vandt fem Europa Cup-trofæer i træk. Midtbanespilleren var med i alle finalerne og en historisk spiller.

18. Ignacio Zoco - 1962-1974
Repræsenterede Real Madrid som succesfuld defensiv midtbanespiller med over 400 kampe og ikke mindst ti store titler som facit.

19. Ronaldo - 2002-2007
El Fenomeno’s målstatistik i Real-trøjen er uhyggelig. 104 mål i 177 kampe. Men han vandt ikke meget, og de sidste år var præget af skader.

20. Juanito - 1977-1987
Man snakker meget om 'Ånden fra Juanito' i store comeback-kampe. Juanito, der på tragisk vis døde i en bilulykke som 37-årig, var central i flere historiske kampe.

21. Miguel Muñoz - 1948-1958
Vandt ni store titler i Real Madrid-årene. Midtbanespilleren var en motor i mange succesfulde Real Madrid-år og fik over 300 førsteholdskampe.

22. Michel - 1981-1996
Et Real Madrid-ikon. Nåede 559 kampe for Real Madrid og har altid været en del af klubbens sjæl. Vandt blandt andet seks La Liga-titler.

23. Vicente del Bosque - 1973-1984
Den nuværende spanske landstræner var en hård hund på midtbanen. Fik over 300 Real Madrid-kampe og vandt fem mesterskaber. Har også været Real-træner.

24. Guti - 1995-2010
Runder Top 10 af med flest spillede kampe i Real Madrid. Guti kunne være blevet en af de største, men hans mentale tilstand matchede ikke talentet.

25. Raymond Kopa - 1956-1959
Franskmanden spillede blot tre sæsoner i Real Madrid, men vandt både Europa Cup, og titlen som verdens bedste i Real Madrid-tiden.