Den ambitiøse italienske hovedstadsklub kan efter tirsdagens ydmygelse i det catalanske notere sig det dårligste forsvar i CL-gruppespillet. Alligevel står italienerne med gode chancer for at gå videre.

Det kan virke rimeligt paradoksalt, men selv om Roma netop nu er det hold, som har indkasseret flest mål i Champions League-gruppespillet, så står den storsatsende traditionsklub med gode kort på hånden til at kvalificere sig til ottendedelsfinalerne.

16 gange har Wojciech Szczesny skulle tage bolden ud af netmaskerne i de fem spillerunder, der er spillet i Gruppe E indtil nu. Det er et mål mere end israelske Macabbi Tel-Aviv, som indtil nu har indkasseret 15 mål i et tilsvarende antal kampe.

Dernæst er der et stort skridt ned til 'tredjepladsen', som deles af Malmö FF og FC Astana, der hver har indkasseret otte mål i fire kampe.

Mens Macabbi Tel-Aviv FC efter tirsdagens nederlag til Chelsea er helt ude af europæisk fodbold i foråret, og Malmö og Astana reelt har udspillet deres chancer for at gå videre i den fineste europæiske klubturnering, står det anderledes til med Roma.

Dzecko, Pjanic og co. skal nemlig blot vinde den sidste kamp hjemme mod BATE Borisov for at følge med Barcelona til knockout-runderne. Dette ville også være en opfyldelse af det absolut minimale krav for Romas europæiske eventyr.

Hovedstadsklubben blev tilbage i sommeren 2012 købt af den italiensk-amerikanske rigmand, James Pallotta, som de sidste to sæsoner har smidt knap 150 mio. euro i transferindkøb for at finansiere Romas deltagelser i CL-gruppespillet. Indtil nu har der dog været tale om lidt af en rutsjebanetur, og det er mest gået ned ad bakke.

I de 11 kampe CL-kampe, fordelt over de seneste to sæsoner, hvor Rudi Garcia har stået i spidsen for klubben, har Roma vundet to, spillet fire uafgjort og tabt fem.

Derudover har de to nederlag mod henholdsvis Bayern München fra sidste år på 1-7 og nederlaget til Barcelona tirsdag på 1-6 gjort, at Roma blev det første hold til at indkassere seks mål eller derover i hele tre CL-kampe. Den første kamp i rækken var Romas 1-7 nederlag til Manchester United tilbage i 2007.

Rudi Garcia er da også en presset mand i de italienske aviser onsdag. Således melder den italienske sportsavis Corriere dello Sport om et længerevarende ansigt-til-ansigt-seance mellem Rudi Garcia og klubbens sportsdirektør, Walter Sabatini, inden spillerbussens afgang fra Camp Nou efter kampen. I interviewene efter kampen var begge dog klare i mælet om, hvad der nu skal ske.

»Vi skal med det samme tilbage på sporet uden at græde over nederlaget og tale om tabt selvtillid,« sagde Walter Sabatini til TV-kanalen Mediaset Premium efter kampen.

»Jeg har ikke nogen kritik til holdet. Det var måske muligt at score, men at vinde var umuligt. Nu skal vi slå BATE Borisov hjemme, hvis vi vil til ottendedelsfinalerne,« sagde Rudi Garcia efter kampen ifølge Corriere dello Sport.

Ikke desto mindre er de italienske medier gået i gang med at spekulere om Rudi Garcias fremtid. En tidlig exit fra Champions League for andet år i træk kombineret med en ikke sindsoprivende start i Serie A kan betyde farvel til den franske træner.