Det franske stortalent Kylian Mbappe spillede tirsdag aften landskamp mod Spanien. Efter kampen fangede tv-kameraerne nogle lidt sjove billeder, hvor det i første omgang lignede, at 18-årige Mbappe ikke ville bytte trøje med Barcelona-stjernen Gerard Pique.

For mens den spanske spiller var ved at tage sin trøje af, beholdt Kylian Mbappe sin egen på og gestikulerede med armene.

Noget som mange Real Madrid-fans nok frydede sig en smule over til at begynde med, men Kylian Mbappe forklarer nu, hvad der lå bag den spøjse episode, og hvorfor han ikke byttede trøje med sin modstander. I første omgang i hvert fald.

»Jeg ville have spurgt ham (om han ville bytte trøje, red.), men han forventede det allerede. Jeg sagde til ham, at vi skulle gøre det nede i omklædningsrummet,« siger Kylian Mbappe til det franske medie L'Equipe.

Det franske talent var for første gang en del af startopstillingen i landsholdssammenhæng, og selvom Frankrig tabte 0-2 til Spanien, er Kylian Mbappe i den grad en spiller, der er på vej frem.

Til dagligt spiller han for AS Monaco, der lige nu topper den franske Ligue 1.

Holdet er også stadig med i Champions League, hvor Dortmund venter i kvartfinalen. I ottendedelsfinalen gjorde unge Mbappe sig også bemærket, da han scorede i begge kampe mod Manchester City, hvor han også startede inde.

Mbappé er desuden den yngste spiller i 30 år til at have scoret 10 mål i Ligue 1. Det er bedre end spillere som Thierry Henry, Eden Hazard og Karim Benzema.

Og for knap to uger siden afslørede Zinedine Zidane, at den brandvarme spiller har takket nej til Real Madrid.

»Han var tæt på at skrive under med Real Madrid, men valgte i stedet Monaco,« sagde Zinedine Zidane i følge fodboldsitet goal.com.

Kylian Mbappe fik sin førsteholdsdebut i 2015, men det var allerede i 2013, at Real Madrid forsøgte at kapre franskmanden.

Zidane var mødtes med Mbappé i Monaco for at drøfte muligheden for, at den unge franskmand sluttede sig til Real Madrids ungdomshold, som Zinedine Zidane trænede fra 2014-2016.