Ajax tabte skuffende pokalfinalen 5-1 til PEC Zwolle, og lige efter kick-off måtte kampen stoppes i over en halv time, da en gruppe Ajax-fans fyrede fyrværkeri af og smed det ind på banen.

Da Ajax scorede til 1-0, måtte kampen endnu engang stoppes, da fansenes reaktion på målet var at kaste mere fyrværkeri på banen, hvilket bragte Ajax' egen målmand Kenneth Vermeer i fare.

Pokalfinalen, der blev spillet på nationalarenaen de Kuip i Rotterdam, får nu naturligvis konsekvenser for Ajax' fans. De næste tre år vil Ajax ikke tage fans med på udebanekampe mod Feyenoord - Ajax ærkerivaler, der også spiller på de Kuip. Klubben har truffet beslutningen i samarbejde med offentlige myndigheder, der ikke ønsker lignende situationer igen.

I 2009 blev Feyenoord og Ajax enige om at forbyde fans på udebaneture efter flere voldsomme episoder. Selvom de fem år næsten er udløbet bliver det fra Ajax' side nu til yderligere tre år uden fans til kampene i Rotterdam.