Oprykkerne AC Horsens skal have en målmand og en forsvarsspiller ind, inden transfervinduet onsdag smækker i.

Odense. AC Horsens har fået en flot start på livet i Alka Superligaen siden oprykningen. Ti point er det blevet til i syv kampe, men det får ikke træner Bo Henriksen til at holde sig i ro på transfermarkedet.

Inden transfervinduet onsdag ved midnat smækker i, håber Henriksen, at to nye spillere er tilføjet østjydernes trup.

- Vi skal have en målmand ind, og vi skal også have en stopper ind. Det er en forhåbning, at vi får det, og jeg tror også på det, men det er ikke sikkert, det kommer til at ske, siger Henriksen.

- Målmanden, ved jeg, er tæt på, men i forhold til stopperen skal vi nok vente til 31. august klokken 23.50, før vi har en eller anden form for afklaring.

Bo Henriksen mener, det er vitalt for Horsens, at truppen bliver bredere forud for resten af efteråret.

- Det er rigtig vigtigt for os at få nogle ind, for lige nu har vi kun 17 markspillere på kontrakt, og så har vi en enkelt målmand. Så vi er en lille smule pressede antalsmæssigt, siger træneren.

Horsens har i den forgangne uge testet den sydkoreanske forsvarspiller Dong-Su Kim fra Hamburger SV?s andethold, og han er stadig i spil i klubben.

- Han er stadig inde i billedet. Det handler om at afveje vores muligheder. Hvis vi har fire, fem eller otte, vi gerne vil have, så må vi gå efter vores prioriterede liste og så se, hvor vi havner, siger Henriksen.

Søndag vandt Horsens 1-0 ude over OB, klubbens anden sejr siden oprykningen til Superligaen. Den sejr bragte pointtotalen op på ti.

- Vi er kommet super fra start. Jeg synes egentlig, at vi har spillet til at få point i alle kampe, og vi har måske endda fortjent flere point, end vi har nu, siger angriberen André Bjerregaard.

- Vi har vist, at vi fuldt ud har kvaliteterne til at være med i Superligaen.

/ritzau/