Anholdelserne af 484 fodboldfans i forbindelse med kampen mellem Brøndby og FC København d. 1. december får et efterspil i retten.

Det fortæller højesteretsadvokat Christian Dahlager til Politiken. Advokaten repræsenterer omkring 370 af de 484 fodboldfans, som blev præventivt anholdt i Brøndby. 

Dahlager har på vegne af sine klienter klaget over politiet, men politiet mener ikke, det har gjort noget ulovligt.

- Jeg har foreslået, at sagen blev løst med erstatninger for uberettiget anholdelse, men politiet mener, at deres anholdelser har været fuldt lovlige, så derfor har de indbragt det for retten, siger Christian Dahlager til Politiken.

De mange anholdelser blev foretaget, da der opstod tumult mellem tilhængere fra både FC København og Brøndby, som var på vej til kampen. De anholdte blev placeret i 'futtog' på asfalten uden tilladelse til at tisse eller at få at vide, hvor længe de skulle sidde der.

Christian Dahlager sammenligner sagen med COP 15-konferencen i København, hvor masseanholdelser førte til erstatninger til anholdte.

Højesteretsadvokaten har tidligere fortalt, at han vurderer, at politiet skal af med et millionbeløb i erstatning, fordi advokaten mener, at anholdelserne var ulovlige. 

Københavns Vestegns Politi har ikke ønsket at kommentere sagen på denne side af nytår.