Barcelonas forsvarsgeneral, Gerard Piqué, mere end antyder, at Real Madrids præsident Florentino Perez udnytter sin magt til at påvirke dommerne i forbindelse med klubbens kamp.

»Det, jeg ikke bryder mig om ved Real Madrid, er den måde, dem i præsidentlogen trækker i trådene på,« udtaler Gerard Pique ifølge The Sun.

Udtalelsen faldt efter Spaniens 2-0 sejr over Frankrig i en venskabskamp i går aftes.

Og den er faldet den spanske hovedstadsklub så meget for brystet, at de, ifølge the Sun, nu overvejer at sætte deres juridiske afdeling til at kigge nærmere på Barcelona-stjernens udtalelser.

Efter kampen nøjedes Gerard Piqué da heller ikke med kun at sætte spørgsmålstegn ved Real Madrids præsident Florentino Perez. Han gjorde det ganske klart, hvad han synes om ærkerivalerne.

»Jeg kan ikke lide, hvad de står for som klub, hvad mere vil du have mig til at sige?,« sagde han.

Efter gårdsdagens venskabskamp var Real Madrids kaptajn, Sergio Ramos, som i kampen i øvrigt dannede makkerpar i midterforsvaret med Gerard Piqué, hurtig til at forsvare 'Los Blancos'.

»Uanset hvad Piqué siger, så ændrer det ikke på vores værdier, vores klublogo, vores historie og vores titler. Det han siger, vil udelukkende skabe overskrifter og sælge nyheder, men det er det, vi lever af,« sagde Sergio Ramos.

»Der bliver trukket i trådene i alle præsidentloger, og hvorom alting er, så har de (Barcelona, red.) generelt flere lig i lasten, end vi har,« sagde Sergio Ramos med henvisning til de kontroversielle kendelser i Barcelonas kamp mod PSG i Champions Leagues ottendedelsfinaler.