Danmark kom lynhurtigt bagud mod Frankrig og endte med at tabe 1-2. Efter kampen mente den franske landstræner, Didier Deschamps, at Danmark er et dårligere hold end Albanien. Nu svarer Morten Olsen tilbage på kritikken.

Det tog kun Frankrig fem minutter at komme foran med 2-0 i venskabskampen mod Danmark. Kampen endte 1-2, og Danmark reddede således lidt af æren i Parken. Efter kampen var Frankrigs landstræner, Didier Deschamps, ude og kritisere det danske landshold for at være dårligere end Albanien.

»Albanien har givet os større problemer, end Danmark har gjort. Så målt på det, er det de to rigtige hold, der er gået videre fra denne pulje til EM,« sagde Didier Deschamps.

Morten Olsen har godt set kritikken fra den franske landstræner, og mandag svarer han igen på kritikken:

»Jeg har set, at den franske træner siger, at albanerne er bedre end danskerne. Det kan diskuteres,« siger han og uddyber:

»Vi ville ikke gribe kampen an, som albanerne gjorde, for hvad kan vi bruge det til? Vi sidder nu i denne situation, hvor vi ikke ved, hvilke modstandere vi skal møde i playoff. Derfor ville vi spille en anderledes kamp og ikke grave os ned og stå med en 6-3-1, som albanerne gjorde mod franskmændene. Vi ville bruge den fremadrettet til at sige, jo, vi spillede mod en god modstander, men det er formentlig ikke en ligeså god modstander, som vi skal møde næste gang. Det handler om at vinde fodboldkampe, selvfølgelig gør det det. Men det handler også om at få afprøvet nogle ting.«

Morten Olsen er dog ikke tilfreds med, at Albanien endte foran Danmark og dermed kvalificerede sig direkte til næste sommers EM:

»Vi skal helt sikkert lande foran Albanien. Det er vi skuffede over,« siger han.

Danmark skal til november spille to playoff-kampe mod en endnu ukendt nation om at komme med til EM i netop Frankrig til næste år.