Der gik kun få timer, før Vejle Boldklubs nye, moldaviske ejer havde fået nok af opmærksomheden.

Har Vejle fået en playboymillionær som ejer?

Spørgsmålet meldte sig, da Vejle Boldklub tidligere tirsdag meldte ud, at et konsortium med den relativt ukendte moldaver Andrei Zolotko i spidsen havde overtaget aktiemajoriteten i klubben. For hvem var han?

På Facebook var profilen 'Andrey Zolotko' klistret til med billeder af en yngre mand på lystyachter, bag rattet i dyre biler og ofte med en ung kvinde på armen.

Flere begyndte på Twitter at spørge, om det virkelig kunne være samme Zolotko, som Vejle BK havde ført lange og intense forhandlinger med. Og ja, det var det såmænd.

Men går man i skrivende stund ind på hans Facebook-profil (du er velkommen til at forsøge her) bliver man mødt med en besked om, at siden ikke længere er tilgængelig.

Zolotko selv har forklaret, at han har lukket sin Facebook-profil, 'fordi han gerne vil have, at der tales om 'professionelle ting' og ikke Zolotkos privatliv,' skriver Tipsbladet, der har fået et interview med den nye Vejle-ejer.

»Jeg er her på grund af fodbolden, og forhåbentlig ser folk mig som en fodboldperson med erfaring. En fagperson. Jeg kommer ikke med en masse familiepenge - vi kommer med seriøse penge og en investorgruppe, der forventer resultater. Det er ikke for sjov, det her. Det er seriøst. Og det er altså vigtigt for mig, at folk forstår det.,« siger Andrei Zolotko til Tipsbladet.