Ifølge flere engelske aviser så er både Dortmund og Bayern München interesseret i Manchester Citys Edin Dzeko.

Edin Dzeko er angiveligt så utilfreds med sin situation i Manchester City, at han meldes på vej tilbage til Tyskland til sommer. Dzeko, der kom til City fra Wolfsburg i januar 2011, tiltrækker interessen fra den tyske storklub Bayern München og de højst sandsynlige kommende mestre Dortmund. Det skriver blandt andre Daily Mail.

Men rent økonomisk lader det til, at det er Bayern München, der kan betale Dzekos løn og en rimelig overgangspris for den høje bosnier. Der spekuleres i, at hvis Dortmund mister deres topscorer Robert Lewandowski til sommer, så kan Dzeko blive et emne for tyskerne.

Og ifølge The Independent, så tiltrækker polske Lewandowski sig interesse fra netop Manchester City, som dog har navne som Edison Cavani og Eden Hazard højst på ønskelisten.

Rygtet om Dzeko kommer i kølvandet af den store angrebskabale, som City skal forsøge at få til at gå op til sommer. Mario Balotelli meldes færdig i klubben, selv om han afviser. Det er endnu uvist, hvad der sker med den Tottenham-udlejede Emmanuel Adebayor, og det samme gælder Roque Santa Cruz, der er udlejet til spanske Real Betis.

Dzeko har i denne sæson spillet 28 Premier League-kampe og scoret 13 mål.