Riza Durmisi kan, inden dagen er omme, kalde sig Lazio-spiller og stå for en af sommerens helt store danske handler.

BT kan fortælle, at den 24-årige venstre back er ankommet til Rom med sin agent Hasan Cetinkaya ved sin side, og klokken 07.00 torsdag morgen vil den tidligere Brøndby-spiller gennemgå en række test. Går de som forventet, vil kontrakten på fem år blive underskrevet.

Lazio har over flere uger gjort tilnærmelser og forsøgt at få Riza Durmisi tilknyttet, og den italienske topklub har længe været enig med Real Betis om en transfer på syv millioner euro, godt 52 millioner kroner, med en videresalgsklausul på 15 procent.

Her taler Riza Durmisi ud om skuffelse over ikke at komme med til VM

Først i seneste dage er der dog kommet skred i de sidste detaljer, efter Hasan Cetinkaya har forhandlet de personlige betingelser på plads for Riza Durmisi. Og den danske forsvarsspiller kan ud over at glæde sig over et skifte til en større klub i den italienske hovedstad også se frem til væsentlig flere penge for sit arbejde.

Riza Durmisi scorer her igen for Betis mod Sevilla.
Riza Durmisi scorer her igen for Betis mod Sevilla. Foto: RAUL CARO CADENAS
Vis mere

BT kan afsløre, at forhandlingerne mellem ledelsen i Lazio og Hasan Cetinkaya er landet således, at Riza Durmisi næsten kan se frem til at ramme trecifret i millionklassen, bare i løn. I Spanien betaler klubberne skat før udbetaling af lønnen, og her får han i øjeblikket 4,5 millioner kroner på kontoen om året, mens Lazio får en udgift på 12,5 millioner euro, godt 93 millioner kroner, i løn til Durmisi over de næste fem år. Det er uden bonusser.

Riza Durmisi er ikke med landsholdet til VM, men får alligevel en begivenhedsrig sommer.
Riza Durmisi er ikke med landsholdet til VM, men får alligevel en begivenhedsrig sommer. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Men det er ikke kun Durmisi og Betis, som kan se frem til at tjene penge på handlen. Også Brøndby, der solgte ham for to år siden til La Liga-klubben, kan ifølge BTs oplysninger se frem til en stor portion penge, da 20 procent af overgangssummen skal til den danske klub.

Lazios træner Simone Inzaghi har peget på Riza Durmisi som forstærkning til holdet.
Lazios træner Simone Inzaghi har peget på Riza Durmisi som forstærkning til holdet. Foto: ANGELO CARCONI
Vis mere

Lazio, der ligesom Betis sværger til en 3-5-2-formation, blev i den forgangne sæson nummer fem i Serie A og var utroligt tæt på en plads i kvalifikationen til Champions League. Kun dårligere indbyrdes kampe sikrede Inter muligheden for det forjættede land, mens Lazio skal spille Europa League.