Den danske angriber fik lørdag kun begrænset tid til at styrke et eventuelt landsholdskandidatur.

Sheffield. Nicklas Bendtner spillede kampens sidste kvarter, da Nottingham Forest lørdag tabte 1-2 ude til Sheffield Wednesday i den næstbedste engelske række, The Championship.

Hjemmeholdet scorede sejrsmålet kort før tid.

Den danske fodboldspiller nåede ikke at gøre voldsomt meget væsen af sig, efter at han afløste den tidligere FC Vestsjælland-angriber Apostolos Vellios i Nottingham-angrebet.

Gæsterne kom foran ti minutter før pausen ved Henri Lansbury, men midt i anden halvleg udlignede Kieran Lee for Sheffield Wednesday.

Han scorede også sejrsmålet til 2-1 et minut inde i dommerens tillægsminutter.

Mens Nicklas Bendtner tirsdag var med fra start og spillede 80 minutter i 0-4-nederlaget til Arsenal i Liga Cuppen, så var han altså tilbage på bænken fra start mod Sheffield Wednesday.

Dermed var det begrænset, hvor meget den 28-årige angriber kunne nå at gøre for at komme i betragtning til truppen, som Danmarks fodboldlandstræner, Åge Hareide, udtager på mandag til kampene mod Polen og Montenegro i VM-kvalifikationen.

Nicklas Bendtner, der ikke har scoret et mål i en turneringskamp siden 31. oktober sidste år, er foreløbig noteret for fire kampe for Nottingham Forest, heraf tre indhop i Championship.

Klubben har tabt tre af fire kampe med danskeren, mens en enkelt er endt uafgjort.

/ritzau/