Didier Drogba kan ikke se sig selv spille i andre engelske klubber, efter han sammenlagt har spillet ni år i Chelsea. I stedet overvejer han at følge med Steven Gerrard og Frank Lampard til den amerikanske fodboldliga, MLS.

37-årige Didier Drogba spillede sin sidste kamp for Chelsea i søndagens 3-1 sejr over Sunderland. Den aldrende angriber føler sig ikke klar til at stoppe karrieren, og derfor overvejer han sine muligheder. Han er dog sikker på, hvor han ikke vil spille.

»Der er nogle helt fantastiske klubber i Premier League. Men min kærlighed til Chelsea kan jeg ikke dele med andre engelske klubber,« siger Drogba ifølge Sky Sports til The Daily Telegraph.

Siden han offentliggjorde, at han stoppede i Chelsea, har han modtaget henvendelser fra amerikanske klubber, som han ikke er afvisende overfor. Det vil sende ham samme vej som Steven Gerrard og Frank Lampard, der skifter til henholdsvis LA Galaxy og New York City FC.

»Tilbuddene viste mig, at jeg måske stadig har noget at bidrage med til et hold. Selvfølgelig er jeg interesseret i at spille i USA. Nu vil jeg bruge nogle uger på at overveje, hvad der er godt for mig. Jeg har bare lyst til at spille,« siger Drogba.

Den ivorianske angriber nåede at vinde fire Premier League titler, tre Liga Cups, fire FA Cups og et enkelt Champions League-trofæ med Chelsea.