Chelsea fik udlignet i overtiden ved Diego Costa og dermed spillede Chelsea og Manchester United 1-1.

Manchester United kæmper en hård kamp for at komme på ret køl.

Søndag lignede det en kærkommen succeshistorie med en 1-0-sejr ude over Chelsea, men i overtiden dukkede spanske Diego Costa op og slukkede håbet om tre point, da han udlignede til slutresultatet 1-1.

Normalt ville et opgør mellem de to klubber på dette tidspunkt af sæsonen være lig med et potentielt opgør med udsigt til mesterskabet, men sådan er det ikke i denne sæson.

Resultatet betød, at Manchester United smed vigtige point i kampen om at slutte blandt de fire øverste og dermed sikre sig kvalifikation til næste sæsons Champions League.

Her ligger Manchester United med 41 point på femtepladsen, og der er er stadig et stykke op til bysbørnene fra Manchester City, som ligger på fjerdepladsen i Premier League med 47 point.

Der resterer stadig mange kampe i ligaen, men en sejr søndag havde været kærkommen for United i en svær sæson, og sådan så det da også ud, indtil Costa slukkede håbet i det 92. minut.

For Chelseas vedkommende betød resultatet ikke det vilde i tabellen. Her indtager mægtige Chelsea 13.-pladsen med blot 30 point efter en kaotisk sæson, der tidligere bød på fyring af manager José Mourinho.

Første halvleg endte uden scoringer, og det lignede et tæt opgør, der sagtens kunne ende med pointdeling eller gå begge veje.

Med en halv time igen blev Jesse Lingard dog dagens United-mand.

Et tempofyldt angreb mod Chelsea-målet endte med et indlæg. Her fik Wayne Rooney drejet bolden hurtigt hen til Jesse Lingard, der leverede en superkasse efterfølgende.

Den 23-årige angriber snurrede rundt og afsluttede i samme bevægelse, og bolden satte kurs mod højre målhjørne uden chance for Thibaut Courtois i Chelsea-målet.

Herefter handlede det for gæsterne om at holde Chelsea fra fadet. Chelsea savnede kreativitet i spillet, selv om United kom mere under pres, men Chelseas dyre fodboldben havde svært ved at finde vej igennem United-defensiven.

Lige indtil Costa dukkede op i overtiden og fladt passerede David de Gea og sikrede London-klubben et sent point mod rivalerne.

/ritzau/