Den svenske stjerne var anonym men kom alligevel i centrum via en udvisning i slutsekunderne

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Der bliver sagt meget om Zlatan Ibrahimovic, når talen falder på det franske tophold PSG. Og når modeikonet David Beckham får sin debut hos franskmændene, vil de to superstjerner helt sikkert fortsætte med at tiltrække sig al opmærksomhed hos franskmændene.

Men uden at forklejne Zlatan Ibrahimovic og David Beckham er PSG meget mere end de to. Det fik Valencia og alle andre skåret ud i tommetyk krydsfinér, da franskmændene tog et kæmpe skridt mod kvartfinalen i Champions League ved at vinde tirsdagens udekamp på Estadi de Mestalla uhyre sikkert med 2-0.

På en dag, hvor David Beckham blot så til fra tribunen, mens Zlatan Ibrahimovic bare faldt i ét med mængden, var det PSGs sydamerikanske islæt, der udgjorde forskellen på flot og flop i kampen.

Især den offensive brasilianske kantspiller, Lucas, viste både uimodståelig speed og fantastisk boldkontrol, når han udfordrede Valencia-defensiven med bolden klistret til poten, som var den smurt ind i harpiks.

Det var dog ikke brasiliansk samba-fodbold, men derimod en tæt argentinsk tango, der førte til PSGs fortjente føring efter bare 10 minutter af opgøret.

Et minut forinden advarede brasilianske Lucas Valencia-defensiven om faren med et drøn af et langskud på indersiden af stolpen, men alarmklokkernes larm vækkede ikke spanierne. De så i hvert fald noget søvnige ud i bevægelserne, da argentineren Eziquiel Lavezzi dansede sig igennem det spanske forsvar via først en snæver 1-2-kombination med landsmanden Javier Pastore, efterfulgt af en skarp dribling og et hug, som drønede ind om ørerne på Valencia-keeper Guaita.

Det var gennem kampen hjemmeholdet fra Valencia, der havde bolden klart mest. Men PSG havde skarpheden. Og individualisterne, der kunne gøre en forskel.

Som Lucas, da han igen lavede ravage med sine driblinger i Valencia-forsvaret, inden han serverede bolden for Pastore, der scorede mellem benene på Guaita i 43. minut. Heller ikke dér så Valencia-keeperen heldig ud.

I anden halvleg forsøgte Valencia mere. Men rigtigt farlige blev spanierne ikke. PSG forsvarede føringen klogt. Og satsede på omstillingsspillet. Havde især Lavezzi været skarpere, kunne det være blevet både 3-0 og 4-0.

I stedet blev det 2-1, da Adil Rami, pudsigt nok franskmand, reducerede for Valencia, da kampen gik ind i overtiden. Hvor også den ellers anonyme Zlatan Ibrahimovic alligevel kom i fokus, da han i slutsekunderne modtog direkte rødt kort - tilsyneladende for en stempling, som dog ikke så ud til at fortjene så hård en dom fra kampens dommer.

2-0 havde været klart bedre end 2-1. Og uden Ibrahimovic i Paris er PSG svækket i returkampen. Men kampen i Valencia viste som nævnt, at det franske hold er meget mere end Zlatan. Og en udesejr bør trods tabet af svenskeren være nok til en fransk plads i kvartfinalen.