Kasper Hjulmand kunne ikke dy sig for at håne Shakhtar-træner Mircea Lucescu, da FCN scorede til 2-1 mod Shakhtar.

Der udspillede sig vilde scener i første halvleg af Champions League-kampen mellem FC Nordsjælland og Shakhtar Donetsk.

Morten Nordstrand havde midtvejs i halvlegen bragt FC Nordsjælland foran, da Shakhtar udlignede to minutter senere.

Men målet var et skandale-mål, for Shakhtars Luiz Adriano brød fairplay-kodekset, da han forfulgte en bold, som var tiltænkt FC Nordsjælland-forsvaret.

Dommeren lod bolden falde, Shakhtars Willian sendte bolden ned mod FCNs backlinie, der stod som forstenet, hvorefter Luiz Adriano forfulgte bolden, afdriblede Jesper Hansen og scorede i tomt mål.

Stor diskussion, men dommeren må naturligvis anerkende målet.

Få minutter efter lykkedes det imidlertid for Kasper Lorentzen at sende FCN foran påny, da han bankede bolden i mål via overliggeren.

Herefter var det, at Kasper Hjulmand ifølge TV3+-reporter Luna Christofi ikke kunne dy sig for at juble og håne for næsen af Shakhtars træner, Mircea Lucescu, som tegn på, at retfærdigheden var sket fyldest.

Mod slutningen af første halvleg udlignede Shakhtar imidlertid ved Willian.