Nicklas Bendtner agerer fredag aften VM-ekspert i DRs studie på Islands Brygge. Her indledte han med at fortælle om sin søgen efter en ny klub.

Og der er ingen tvivl om, at den tidligere Arsenal-angriber er på intens jobjagt.

- Der er en masse under opsejling. Jeg vil gerne have det lukket hurtigt muligst. Men der er en masse ting, der skal passe sammen, sagde Nicklas Bendtner i DR-studiet, hvor også den tidligere landsholdsangriber Mads Junker og landstræner Morten Olsen er på plads for at tale om kvartfinalen mellem Colombia og Brasilien.

Bt.dk talte fredag eftermiddag med Nicklas Bendtners engelske agent Tom Brookes, der afviste, at 26-årige Bendtner er på vej til tyske Frankfurt, som han ellers har været rygtet til. I stedet kunne agenten fortælle, at der er muligheder i Europa samt klubber i andre lande.


- Selvfølgelig er der ingen muligheder, man skal udelukke, man bliver nødt til at holde alle øjnene åbne, lød det fra Nicklas Bendtner fredag aften, hvor han gjorde det helt klart, at de seneste sæsoners omtumlede tilværelse på bænken og tribunen skal være slut.

- Jeg tror, det handler om at spille fodbold i bund og grund. Det er det vigtigste, lød det fra Nicklas Bendtner i DR-studiet.