Pierre-Emerick Aubameyang er kendt og elsket for sine mange kreative jubelscener, og før den nye Bundesliga-sæson afslører han sine nye planer, der involverer et særdeles populært mobilspil.

Batman, Spiderman og så videre.

Når Dortmund-angriberen Aubameyang fejrer en scoring, nøjes han ikke med at lave klassikeren - dén jubelscene, hvor man knytter næven, strækker pegefingeren i vejret og hæver armen. Eller for den sags skyld dén, hvor man hopper op i luften.

Nej, han tager tingene til nye højder ved at have udklædning, en speciel t-shirt eller noget helt tredje i trøjeærmet. Og nu afslører han så, hvad det næste sandsynligvis ender med at være over for Bild.

»Det bliver sværere at forny sig. Alle ved, at jeg jo er Batman, og jeg kan ikke bare sådan lige afsløre min identitet. Jeg kan nu fortælle, at jeg også er stor fan af Pokémon Go. Måske opstår det som en ny idé,« siger han til den tyske avis.

Pierre-Emerick Aubameyang med sin Spiderman-maske.
Pierre-Emerick Aubameyang med sin Spiderman-maske. Foto: PATRIK STOLLARZ
Vis mere

Pokémon Go er et mobilspil, som har vundet stor popularitet i 2016. I spillet, som benytter telefonens GPS, gælder det om at rende rundt og finde pokémons, som kommer i mange forskellige varianter. I nogle tilfælde skal spilleren kæmpe mod dem - i andre skal han træne dem.

Det skal blive spændende at se, om Emre Mors holdkammerat kommer på måltavlen og får vist sin nye idé frem. Der bør være gode muligheder for det første i hvert fald, for i sidste sæson scorede han 25 mål.

Dortmund åbner Bundesligaen hjemme mod Mainz.