Efter en skidt sidste sæson, hvor Dortmund lige akkurat klemte sig op på en syvendeplads, er holdet fra Rhur-distriktet kommet anderledes stærkt fra start i denne sæson.

Holdet ligger nummer et i den tyske Bundesliga efter to overbevisende sejre på 4-0 samt en 3-1 sejr, og en del af fremgangen kan muligvis skyldes en streng diæt.

Dortmund skiftede inden sæsonstarten succestræner Jürgen Klopp ud med Thomas Tuchel, og den nye træner har, ifølge den engelske avis The Guardian, indført nultolerance overfor pizza og pasta. De populære kulhydrater er blevet bandlyst i håbet om at forbedre sundheden og konditionen hos spillerne.

Dortmund blev under energiske Klopps regime kendt og berygtet for deres høje presspil og hurtige omstillinger. En spillestil, der stiller store krav til spillernes kondition. Med indførelsen af den nye diæt samt ansættelsen af en ny fitnesstræner tyder meget på, at Tuchel følger i fodsporene på sin forgængers spillestil.

Dortmund skal i næste runde af Bundesligaen på udebane op mod Hannover 96.