Dortmunds stjerneangriber Pierre-Emerick Aubameyang skal ikke nogen steder. Det slår klubbens sportsdirektør Michael Zorc fast i et interview med tyske Bild.

»Vi planlægger at beholde Auba,« sagde Zorc til Bild, da han blev spurgt, om der var hold i rygterne.

Ifølge den spanske rygtebørs er Aubameyang en af de mange spillere, som manager Luis Enrique har planlagt at købe, når Barcelonas transferforbud ophæves pr. 1. januar 2016.

Celta Vigos angriber Nolito, Liverpools midtbanespiller Coutinho, PSGs forsvarsspiller Marquinhos og Ateletico Madris midtbanekreatør Koke er alle blevet sat i forbindelse med Barcelona. Det forventes nemlig, at catalanerne vil forstærke deres trup betragteligt i vinterens transfervindue.

Dortmunds Aubameyang har dog trods Barcelona-rygterne ingen intention om at skifte klub.

»Jeg er her med hele mit hjerte. Jeg har aldrig udtrykt et ønske om at skifte,« siger Aubameyang.

Med 14 mål i alle turneringer har den gabonesiske angriber hidtil været i topform for Dortmund i denne sæson.