Den tidligere FCK-ledelse i Parken Sport & Entertainment med Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup bliver tiltalt af Bagmandspolitiet.

Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup risikerer fængselsstraf på op til fire år, efter de kan se frem til en retssag om kursmanipulation i selskabet bag fodboldklubben FC København, da de begge sad i selskabets ledelse.

Flemming Østergaard bekræfter over for TV2 News, at han er tiltalt, men erklærer sig uskyldig og beskriver situationen som et mareridt. 

- Jeg tager det til efterretning og noterer mig min overraskelse over, at sagen er rejst.

- Hver tredje måned i de seneste tre år har medier henvendt sig til mig med oplysninger om, at der nu blev rejst sag og stillet de samme spørgsmål. Det mareridt har jeg været igennem, forklarer Flemming Østergaard

- Vi må se, hvad der sker i retten. Jeg har fuld tiltro til det danske retssystem. Jeg føler mig fuldstændig uskyldig, tilføjede han.

Eksperter har tidligere vurderet, at han måske kan slippe med en voldsom bøde eller en kortere fængselsstraf, hvis den tidligere bestyrelsesformand bliver dømt skyldig for kursmanipulation.

Jørgen Glistrup meddeler gennem sin advokat Karoly Nemeth, at han ikke kan erklære sig skyldig.

- Jørgen Glistrup kan ikke erkende sig skyldig og afviser på ethvert punkt anklagemyndighedens opfattelse af sagen. Denne afvisning har Jørgen Glistrup klart tilkendegivet i forbindelse med de afhøringer, der har været gennemført, skriver advokaten.

Bagmandspolitiet sigtede i 2011 selskabet bag FC København, Parken Sport & Entertainment A/S, for kursmanipulation i forbindelse med selskabets køb af egne aktier.

Sigtelsen vedrører selskabets køb af egne aktier i perioden fra den 12. november 2007 til den 27. oktober 2008. Her bremsede man et voldsomt kursfald ved opkøb af egne aktier. Det er dermed den tidligere ledelse med direktør Jørgen Glistrup og bestyrelsesformand Flemming Østergaard i spidsen, som er i Bagmandspolitiets søgelys.

Bagmandspolitiet har meldt ud, at 17,7 millioner kroner ønskes konfiskeret i sagen. Flemming Østergaard skal personligt have tjent 15 millioner kroner på at udnytte sine aktieoptioner i selskabet bag FC København.

Blandt bevisbyrden i sagen skal være telefonoptagelser mellem Jørgen Glistrup og aktiehandlere fra Capinordic og FIH Erhvervsbank. Bagmandspolititet har også ransaget blandt andet Flemming Østergaards hus.