Jobbet som dommer er meget andet end bare en hobby. Trusler på livet forekommer fra tid til anden.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Dommeren. Et ikke helt almindeligt arbejde. For den bedste til at udføre det er nemlig den, der kan være mest anonym og slet ikke blive bemærket. Og så er det for alle de danske herrer med fløjten om håndleddet ’blot’ en hobby, men hvor de bedste kamp efter kamp er i centrum for verdens største sportsgren og ofte genstand for massiv omtale efter sidste fløjt.

Oven i er der omkostningerne, og dem er der mange af.

For de gange, dommerne endelig bliver bemærket, når blodet pumper, og afgørelserne indtræffer, koster det.

Sporten.dk kunne torsdag fortælle, hvordan danske Peter Rasmussen modtog over 200 hadeopkald fra vrede fans og journalister efter kampen mellem Manchester City og Ajax i Champions League 6. november. Truslerne fik ham til at gå på juleferie - hele seks runder før resten af Superligaen.

Også Kim Milton Nielsen har været udsat for samme pres fra personer, der har taget afgørelserne lidt for alvorligt. Ved VM 1998 dømte Kim Milton Nielsen opgøret mellem England og Argentina, og da han udviste Englands darling, David Beckham, for liggende at sparke ud efter den forbipasserende Diego Simone, var der åbnet for posen med ballade.

Breve, mails, diverse hadegaver, opkald og journalister ved hjemmeadressen er blot nogle af de ting, som den danske dommer har måttet lægge person til i privatlivet.

- Jeg har en bunke breve liggende i kælderen fra den gang, og det er alt muligt, der står i dem. Men hvem tror på, at de vil komme og slå en ihjel? Jeg gør i hvert fald ikke. Jeg tror, at det kun er sket en eller to gange i Colombia, og der sker sgu mord for alt. Og man bestemmer jo også selv, om man vil læse de henvendelser, siger Kim Milton Nielsen.

- Når man har god samvittighed, så er det nemmere at tackle situationen. Der var blandt andet et brev fra en 86-årig kvinde - hun havde set fodbold i hele sit liv, og det var noget af det værste, hun nogensinde havde set, fortsætter Kim Milton Nielsen.

De to danske dommere er ikke de eneste med hadefulde fodboldfanatikere på nakken.

For de skandinaviske kolleger Anders Frisk og Tom Henning Øvrebø mundede truslerne ud i et stop med hobbyen.

Svenske Frisk havde til opgave at dømme Champions League-ottendedelsfinalen mellem Barcelona og Chelsea tilbage i 2005 og fik i den grad at høre for sine beslutninger undervejs.

Chelsea var foran 1-0 frem til det 55. minut, da Didier Drogba kolliderede med målmand Victor Valdes og fik sit andet gule kort og dermed marchordre. Samme år stoppede Anders Frisk.

- Hvad der skete efter Chelsea-kampen startede dystre og mørke ting, der fik mig til at føle, at dette ikke kunne blive ved. Jeg har dømt mange kampe og mange gange været i stærk modvind, men dette var en kamp og en modvind, som jeg måtte væk fra, sagde Frisk ifølge BBC Sport om sin exit fra topfodbold, hvor han blandt andet af Chelsea-manageren José Mourinho blev beskyldt for at have et tæt forhold til Barcelona-træneren Frank Rijkaard og også har været offer for en mønt i ansigtet i sin karriere.

Fire år efter Frisks stop ramlede Chelsea og Barcelona igen sammen i samme turnering, denne gang med norske Tom Henning Øvrebø som oppasser. Endnu en gang følte Chelsea sig bortdømt i kampen, og blandt andre tyskeren Michael Ballack sprintede en halv banelængde for at brokke sig, mens Didier Drogba efter kampen henvendte sig direkte til de mange TV-seere og opildnede dem med ordene ’he is a fucking disgrace’ (han er en forbandet skamplet, red.) efter kampen.

Den dag i dag modtager Øvrebø stadig tre-fire dødstrusler om året, fortalte han i april.

For få måneder siden kom den engelske dommer Mark Clattenburg i vælten og fik trusler på livet for påstået at have talt racistisk til Chelseas midtbanespiller John Obi Mikel.

Clattenburg er siden blevet renset, men ligesom for alle de andre dommere har det fortsatte konsekvenser at være den neutrale, men betydningsfulde mand i sort