VM-kvalifikationekampen mellem Italien og Albanien måtte kortvarigt afbrydes i 2. halvleg, fordi de albanske fans fyrede røgbomber af.

De albanske tilskuere er lidenskabelige i deres støtte til landsholdet, men efter ti minutters spil af anden halvleg var støtten lidt for voldsom. Dommer Slavko Vincic fra Slovenien afbrød simpelthen kampen på grund af for meget røg på banen fra de røgbomber, som de albanske fans havde fyret af.

Stillingen var på daværende tidspunkt 1-0 til Italien takket være det straffespark, som Daniele De Rossi fra AS Roma scorede på efter et lille kvarters spil. italien endte med at vinde kampen 2-0, efter at Ciro Immobile fra Lazio fordoblede føringen 20 minutter før tid.

Efter små ti minutters pause blev spillet genoptaget, efter at de albanske spillere havde været ude ved deres fans for at bede dem om at tage den lidt mere med ro.

Røgbomberne koster med stor sandsynlighed det albanske fodboldforbund en bøde. I værste fald skal albanerne spille næste hjemmekamp uden tilskuere.