AFC Ajax' 19-årige danske vidunderdreng, Kasper Dolberg, fortsætter, hvor storformen slap i 2016.
Med ét mål og en assist i testkampen mod Bundesliga-klubben RB Leipzig med Yussouf Poulsen fra start viste den unge komet, at den enorme hype fra efteråret ikke var et 'one-hit-wonder'.
Ajax vandt kampen med 5-1, hvor Kasper Dolbergs mål var til 2-0.
(Målet kan ses herunder)
Fodboldverdenen fik for alvor øjnene op for unge Kasper Dolberg i eftersæssonen, hvor danskeren scorede 11 mål og tilspillede sig en fast plads på Ajax' førstehold.
Særligt efter et hattrick på blot 18 minutter mod NAC Breda 20. november sidste år, faldt det ene lands aviser efter det andet i svime over danskerens talent. Hattricket var det hurtigste siden Rafael van der Vaarts i 2001, og sammenligninger med Marco van Basten og Zlatan Ibrahimovic prydede aviserne.
Den 19-årige silkeborggenser måtte knibe sig i armen i november, da både Everton, Chelsea, Manchester United og Manchester City ifølge flere engelske medier var interesseret at bringe danskeren til Premier League. Samtidig fik han debut for det danske landshold 11. november mod Kasakhstan.
Noget af et eventyr for Kasper Dolberg, der i 2015 spillede ungdomsfodbold i Silkeborg IF.
Kasper Dolberg scorede i sin debut for Ajax og de 11 mål i Dolbergs første 21 kampe for Ajax er tredjebedst i klubbens historie.
Kun legenderne Patrick Kluivert og Johan Cruyff har gjort det bedre med 15 mål efter deres første 21 kampe. Men Dolberg slår både Luis Suarez og Zlatan Ibrahimovic.
I november udtalte Kasper Dolbergs agent Jens Steffensen sig til BT omkring, at danskeren nu er over 85 millioner kroner værd. Samtidig afslørede han, at de dagligt modtager henvendelser og bud, men at det næppe bliver til et skifte fra Ajax i vinterpausen.
Dertil er en sikker startplads for Hollands bedste hold stadig for god en rugekasse, mente Jens Steffensen.
Kasper Dolberg skal fortsætte sin storform 15. januar, når Ajax sparker forårssæsonen i gang ude mod Zwolle.