Ajax og Kasper Dolberg stjal rampelyset i danskeropgøret mod Celta Vigo, men sejren fik de ikke med hjem i 2-2-opgøret.

Pione Sisto, Daniel Wass oog Kasper Dolberg skal nok vænne sig til at spille europæisk fodbold.

For efter torsdagens kamp mellem deres to klubber topper Ajax Europa League-gruppen efter de tre første kampe med syv point og ligger dermed godt til at gå videre. Det samme gør Celta Vigo. Men det var dog Dolberg, der med danske øjne først kom i fokus i kampen.

Blot 19-årige Kasper Dolberg nyder i øjeblikket stor succes hos Ajax efter sit skifte til klubben fra Silkeborg sidste sommer.

På rekordfart har han overhalet alt og alle indenom og etableret sig på førsteholdet, hvor han i denne sæson har scoret fire gange i otte kampe i den hollandske Æresdivision, mens det er blevet til to mål i de europæiske turneringer.

Over for BT har den danske Ajax-scout John Steen Olsen, der på det kraftigste anbefalede Amsterdam-klubben at hente Dolberg, fortalt, at han mener, at angriberen har ligeså stort potentiale som Christian Eriksen og Zlatan Ibrahimovic, der tidligere har haft stor succes i Ajax. Og som Olsen i sin tid også fandt frem til.

Senest har træneren for reserveholdet i klubben, Gerry Vink, også sammenlignet ham med Zlatan, så der er intet for, at forventningerne og forhåbningerne til Dolberg er store.

Men Vink har ikke set meget til Dolberg, for Ajax-cheftræner Peter Bosz har set sig så varm på Dolberg, at han spiller mere og mere fast for Ajax’ bedste mandskab.

Og igen i torsdag var han så i startopstillingen på udebane mod Celta Vigo i Europa League-gruppespillet. Spanierne råder også over danske spillere i form af Pione Sisto og Daniel Wass, men det var kun Sisto, der startede opgøret.

Her viste Dolberg hurtigt prøver på sin kunnen. Ajax strøg af sted i et kontraangreb, hvor danskeren førte an med bolden. Først lavede han en tunnel på en Celta-spiller og momentet efter sendte han holdkammerat Hakim Ziyech af sted i dybden. Og han scorede sikkert til 1-0 til gæsterne efter danske Dolbergs fornemme og fikse oplæg.

 
På trods af en bænket Daniel Wass, var det alligevel en dansker, som satte gang i kampen mellem Celta Vigo og Ajax. Den unge Kasper Dolberg leverede en fremragende assist til Hakim Ziyech, som kynisk gjorde det til 1-0.
Vis mere

Pione Sisto spillede også en fin kamp for Celta Vigo, hvor han var et af de få faretruende momenter i det spanske spil. Daniel Wass fik derimod kun et lille kvarter i opgøret, da han blev skiftet ind sidst i anden halvleg.

Celta fik udlignet ved midterforsvareren Andreu Fontas, der bankede målet til 1-1 ind få minutter efter Ajax-føringen.

Herfra bølgede kampen frem og tilbage, inden Ajax-spilleren Amin Younes gjorde det til 2-1 for gæsterne cirka tyve minutter før tid, da han flot drejede bolden i nettet på kanten af feltet. Celtas Fabian Orellana stod for udligningen til 2-2.

 
Det må siges at være en kotroversiel scoring, som Andreu Fontas hev op af godteposen og udlignede til 1-1, kort tid efter Ajax' føringen.
Vis mere

Det uafgjorte resultat betyder, at Celta Vigo fortsat ligger nummer to i gruppen med fem point og har mindst ligeså gode chancer som Ajax for at gå videre. Gruppens to andre hold, Standard Liege og Panathinaikos, spillede nemlig 2-2 og har nu henholdsvis tre og fire point op til Vigo. Men intet er afgjort endnu.