En af fortidens landsholdshelte i fodbold, Ole Sørensen, er død, 77 år gammel.

Han blev først og fremmest berømmet for at score sejrsmålet til 2-1 i landskampen mod Sverige i Idrætsparken 20. juni 1965.

I samme landskamp scorede en anden Ole - med efternavnet Madsen - Danmarks første mål, da han smart med hælen totalt udspillede det svenske forsvar. Sejren var bemærkelsesværdig ved, at det var den første danske triumf over arvefjenden i 14 år.

Ole Sørensen spillede på klubplan for KB, men det flotte langskudsmål åbnede udlandets øjne, og han blev kort tid efter professionel i Bundesligaklubben FC Köln.

Efter nogle år i Tyskland fortsatte han i karrieren i hollandske PSV Eindhoven, inden han i 1969 atter returnerede til Danmark - og KB.
Ole Sørensen nåede at spille 25 landskampe for Danmark, og han scorede syv mål.