Det var Zlatans store aften. Det var en magtdemonstration af PSG. Der blev scoret mål nummer 7000 i Champions Leagues historie, og så var der lige en jubelscene, der vakte vrede på Swedbank Arena.

Der blev buhet af PSG-stjernen, Angel Di Marías jubelscene i onsdagens CL-kamp mellem Malmö FF og PSG på Swedbank Arena.

Årsagen var argentinerens jubelscene ved det første mål. Efter i vanlig stil at have formet sine hænder som et hjerte, valgte den offensive spiller også at sende kys ud til Malmö FF-supporterne.

En gestus, som tilsyneladende vakte harme blandt de skånske fans, men som blev fuldstændigt misforstået ifølge hovedpersonen selv.

»Kyssene var til min datter. Jeg lovede hende, at jeg skulle hilse på hende på denne måde ind i tv-kameraet, hvis jeg scorede i kampen. Så det endte med en stor misforståelse med fansene. Men det er sådan noget, der sker i fodbold,« sagde Di María til svensk TV3 ifølge Expressen.

Jubelscenen kom efter det første PSG-mål, hvoraf Angel Di María også kvitterede for det sidste, som altså blev til mål nummer 7000 i Champions Leagues historie. Det historiske mål, som blev scoret 20 minutter før tid, blev igen modtaget med piften fra Malmö-supporterne rettet mod den tidligere Real- og United-spiller.

Anderledes gik det som velkendt hans anfører, Zlatan Ibrahimovic, som blev udskiftet kort før tid til store ovationer fra hans tidligere hjemmepublikum.