Det ligner norsk eller svensk fodbold for Simon Makienok Christoffersen efter nytår.

Simon Makienok Christoffersen er havnet i en prekær situation i Palermo. Siden skiftet fra Brøndby har den lange angriber kun fået få spilleminutter, alt imens oprykkernes udvalgte har kæmpet de lyserøde højere og højere op i tabellen. Det har heller ikke gjort danskerens status bedre, at der er gået intern fnidder og magtkamp i den på Sicilien, således at klubpræsident Zamparini offentligt har erklæret, at danskeren skal videre til januar.

Da han allerede har repræsenteret Brøndby og Palermo i den indeværende sæson, så - med mindre italienerne vælger at annullere hans kontrakt - er Simon Makienoks muligheder for en ny klub begrænset til klubber, der følger kalenderåret. Eller en retur til Brøndby IF. Sidstnævnte dør er imidlertid lukket, derfor ligner det en billet til Sverige eller Norge indtil sommer for danskeren.

Ifølge italienske pressekilder mere end spøger navnet Makienok hos de norske mestre Molde samt de svenske traditionsklubber AIK og IFK Göteborg. Og på en lejemålsmodel frem til sommer, hvor en permanent transfer til eksempelvis Holland kan realiseres. Men først ligner det en returbillet til Norden.