Casper Sloth kan meget vel være væk, når AGF i februar indleder forårssæsonen i Superligaen.

BT erfarer, at flere tyske klubber har meldt deres interesse til Casper Sloth-lejren, og det ligner blot et spørgsmål om tid, før der lander et konkret bud hos AGFs sportschef, Brian Steen Nielsen. De to Bundesliga-klubber, Wolfsburg og Hannover 96, har fulgt Sloth i et stykke tid, og det samme har Kaiserslautern, der ligger på en tredjeplads i 2. Bundesliga.

Især Wolfsburgs sportsdirektør, Klaus Allofs, skulle være brændt varm på Sloth og det potentiale, den 21-årige landsholdsspiller besidder. Hannover 96 har også Sloth på radaren, og i forvejen har klubben den tidligere AGF’er, Leon Andreasen, som man forhandler kontraktforlængelse med.

De tyske klubber har set Casper Sloth flere gange i aktion for AGF i efteråret, hvor han dog ikke ligefrem har ramt topniveauet. En af forklaringerne på det er dog, at Sloth har været en smule udbrændt på et meget svingende AGF-hold.

Prisen på Casper Sloth vil givetvis ligge i omegnen af 7,5-9 mio. kr., og det skræmmer ikke de økonomisk stærke tyskere at give det beløb for en ung dansk landsholdsspiller.

AGF har også forberedt sig på et salg af Sloth ved at hente FCM-profilen Danny Olsen ind i dette transfervindue.

- Tanken har hele tiden været, at hvis vi mister Casper Sloth, så har vi i Danny en god afløser. Han har også det kreative element i sig og gennembrudskraften, så vi er ikke længere sårbare, hvis Sloth bliver solgt, sagde Brian Steen Nielsen til BT tidligere i december.