Det var en overrasket direktør for Middelfart Boldklub, Lars Peter Hermansen, BT fangede på telefonen efter lørdagens kendelse fra Fodboldens Disciplinærinstans.

Middelfart Boldklub blev lørdag tildelt en bøde på 200.000 og en straf på 24 point fordelt over den indeværende og den kommende sæson. Klubbens direktør, Lars Peter Hermansen, er overrasket over straffens omfang.

»Vi synes, at straffen er hård, og vi er meget overraskede over, at man også tildeler os en pointstraf i den kommende sæson,« siger Lars Peter Hermansen.

Han erkender, at klubben tidligere har haft sjusk i økonomien, herunder det strafbare forhold angående kørselsfradrag, men han uddyber også, at man nu har fået styr på sagerne.

Middelfart Boldklub har 14 dage til at anke dommen, og det vil klubben nu overveje.

»Vi sætter os sammen med bestyrelsen og vores advokat og finder så ud af, hvad der skal ske,« siger Lars Peter Hermansen.

Lars Peter Hermansen var ikke direktør for klubben, da Middelfart begik de strafbare handlinger.