Chelsea-manageren havde næsten en perfekt aften, mener han.

1-0-sejr over de regerende Champions League-mestre fra Barcelona og alligevel vil italieneren Roberto Di Matteo, Chelseas manager, ikke tage kreditten for noget som helst.

- Jeg har ikke bevist noget. Denne gruppe af spillere har vist vilje og mod til at spille mod verdens bedste hold, og de viste deres kvalitet, siger Roberto Di Matteo om indsatsen.  

Han betegner resultatet som 'næsten perfekt', fordi det vanen tro var det spanske mandskab, som var mest i boldbesiddelse.

- Når du spiller mod Barcelona, vil du automatisk skulle forsvare dig meget og lade dem have bolden. Så må du i stedet mindske deres trusler og være klinisk skarp, når du får chancen, forklarer Roberto Di Matteo.
 
Didier Drogba bragte i sidste minut af første halvleg sit mandskab i front, og den føring holdt kampen ud.

Chelsea-manageren vurderer efter den vundne kamp sit hold chance for 50 procent for at gå videre til finalen i München.