Angel Di Maria er netop skiftet til Manchester United, men nu afslører han, at et skifte væk fra Real Madrid kunne være sket allerede for et år siden.

Den argentinske stjernespiller Angel Di Maria har netop skiftet tilværelsen i Real Madrid ud med Manchester United, hvor han er blevet den dyreste spiller i Premier League nogensinde med en pris på 555 mio. kroner. Det kunne han muligvis være blevet allerede sidste år, hvor et skifte væk fra Real Madrid også var på tale, men hvor han endte med at blive i Paellaens hjemland.

I et interview med ESPN afslører han, at det kun var på grund af Cristiano Ronaldo, at han blev i den spanske kongeklub:

- Sandheden er, at jeg havde et rigtig godt forhold til Cristiano Ronaldo, og jeg blev i Madrid sidste sæson på grund af ham, sagde Di Maria og understregede ved samme lejlighed, at han ikke føler sig presset på grund af det høje prisskilt:

- Jeg forlod Madrid på den bedst mulige måde – ved at vinde La Decima (det tiende Champions League-trofæ til Real Madrid, red.). I mit farvelbrev sagde jeg præcis hvordan, jeg følte fra første dag på Bernabéu. Jeg er taknemmelig for, at Manchester United imødekom Madrids krav, men jeg føler ikke noget ekstra pres, fordi jeg er den dyreste spiller i Premier League.