Hvis man var i tvivl før, kan man ikke være det længere, når man ser det sort på hvidt. Forskellen på lønningerne i den bedste amerikanske fodboldrække, MLS, er gigantisk.

Den bedst lønnede er den tidligere Real Madrid-spiller Kaka, som indkasserer mindst 49 millioner kroner i 2017, mens en hel del spillere ligger med mindstelønnen på lige godt 360.000 kroner for et års arbejde. Det viser netop offentliggjorte tal fra ligaen.

Her kan man se, at de tre danske spillere i ligaen Bashkim Kadrii, David Ousted og Nikolaj Hansen alle er sluppet fra mindstelønnen, men at der er rigtig, rigtig langt op til de store stjerner i MLS.

Den bedstlønnede dansker er den tidligere Randers-målmand David Ousted, der siden 2013 har stået i buret for Vancouver Whitecaps. Med den øjeblikkelige dollarkurs tjener 32-årige Ousted 2.448.000 kroner om året i basisløn og er medregnet bonusser garanteret 2.577.200 i år. Det giver en månedsløn på omkring 214.766 kroner og betyder samtidig, at Ousted er den tredjebedst betalte målmand i MLS. Kun Tim Howard, eks-Manchester United-keeper, og den nuværende amerikanske landsholdsmålmand Nick Rimando er bedre betalte.

Bashkim Kadrii, der for få måneder siden skiftede til Minnesota United på en etårig lejekontrakt, får 1.795.200 kroner i år i basisløn og kommer op på 1.959.080 kroner med bonusser. Den FCK-ejede spiller tjener dermed 163.256 kroner om måneden.

Den noget mere ukendte dansk-amerikaner Nikolaj Hansen, som er vokset op i Oksbøl, spiller for Columbus Crew og tjener 422.000 kroner i basisløn og 493.000 kroner medregnet bonusser. Det giver en månedsløn på 41.083 kroner.

Listen over lønningerne i MLS viser også, at det tidligere FCK-flop Fanendo Adi nok på ingen måde fortryder sit skifte fra Superligaen til MLS. I FC København fik han kun ni kampe i Superligaen og scorede tre mål, men siden skiftet til USA i 2014 har den nigerianske angriber klasket boldene i mål på stribe og har en statistik, som viser, at han i 92 kampe har lynet 48 gange. Den målform betaler sig også på lønningsedlen, og 26-årige Fanendo Adi kan glæde sig over 11,5 millioner kroner i 2017.

Også den tidligere FC Nordsjælland-forsvarer Michael Parkhurst spiller i dag i sit hjemland, hvor han for sit arbejde tjener 2,2 millioner kroner i indeværende år. Det er lidt mere end Marcos Ureña, der aldrig blev det store hit i Brøndby og i januar skiftede til San José Earthquakes. Det får costaricaneren 1,9 millioner kroner for i 2017.

En pæn løn til både ham og også de andre spillere, der har optrådt på de danske baner, men altså langt fra det, som de største stjerner tjener.