Brøndby kommer ikke i Europa League-gruppespillet. Drømme-comebacket udeblev på hjemmebane mod græske Panathinaikos.

Med to røde kort og en 0-3-nederlag i bagagen fra det første opgør mod Panathinaikos var det noget nær en umulig opgave, der ventede Brøndby i returopgøret på den københavnske vestegn.

Og på trods af store chancer og flot spil blev det også kun til 1-1 på hjemmebane.

Brøndby skabte ellers et massivt tryk i kampens begyndelse. Både på banen og udenfor. Her havde Brøndby-fansene sammensat en lille hilsen til den svenske angriber Marcus Berg.

I det første opgør var der drama og tumult efter slutfløjtet, da Brøndbys midtbanemand Lebogang Phiri fortalte, at Berg havde kaldt ham en ’abe’.

Artiklen fortsætter under videoen.

 
Hany Mukthar afslutter et helt igennem fremragende Brøndby-angreb og gør det dermed til 1-0 til Brøndby mod Panathinaikos.
Vis mere

Før torsdagens kamp ignorerede Phiri Berg, da de to hold hilste på hinanden inden kampen. Og Brøndby-fansene havde heller ikke glemt episoden. Et banner med Phiri, der holdt Bergs afhuggede hoved samt en dukke i løkke med Berg-trøje på, dinglede fra Sydsiden. Så var banen ligesom kridtet op.

Men ligesom banneret blev taget ned, røg Brøndby samme vej i anden halvleg, da Ivan Ivanov headede 1-1-målet i kassen.

Inden da havde Brøndby ellers bragt sig foran 1-0 i første halvleg efter et flot mål af tyske Hany Mukhtar, der kombinerede med angriberen Kamil Wilczek. Brøndby Stadion eksploderede i jubel i håbet om, at det umulige blev muligt. I håbet om, at et stort europæisk comeback var under opsejling.

3-0 ville give forlænget spilletid, mens 4-0 ville give videre avancement til gruppespillet. Men sådan skulle det ikke gå.

Panathinaikos punkterede den spirende Brøndby-optimisme med Ivanovs kasse. Kampen ebbede ud.

Dermed er det stadig over ti år siden, at Brøndby senest var i et europæisk gruppespil.

Artiklen fortsætter under videoen.

 


Søndag kommer ærkerivalerne fra FCK forbi. De har netop kvalificeret sig til Champions League. Og så er spørgsmålet, hvor hurtigt Alexander Zornigers tropper kan løfte sig efter den europæiske skuffelse.

De gjorde i hvert fald forsøget på det umulige.