D. 7. februar 2015 bragte BT et stort interview med den nu afdøde Harald Nielsen, hvor den legendariske fodboldspiller fortalte alt om sin imponerende karriere. Vi bringer herunder interviewet, der havde overskriften 'Kong Haralds utrolige eventyr', i sin fulde længde:
Pelé, Dronning Margrethe, Franz Beckenbauer, Bill Clinton. Side om side hænger de på det lille kontor i den imponerende villa i Ordrup ved Charlottenlund. Med en smilende Harald Nielsen som billedernes fællesnævner.
Rundt om pryder medaljer, holdfotos og våbenskjold fra Bologna, Napoli, Inter og Sampdoria de hvide vægge. Et sammensurium af minder om en karriere, der udviklede sig til et hæsblæsende eventyr for maskinlærlingen fra Frederikshavn.
»Mine børnebørn får lov at skifte lidt ud en gang imellem, så der kommer lidt andet op at hænge,« fortæller 73-årige Harald Nielsen, der viser rundt i den veludsmykkede bolig med avisudklip, trofæer og billedcollager, der kunne dække en fodboldbane.
Historien om ’bette Harald’, der blev til verdens dyreste fodboldspiller og en af klodens bedste angribere, er da også værd at skilte med. For Harald Nielsen var ikke kun en fodboldspiller, hvis guddommelige evner gav ham audiens hos paven i Rom. Han var et idol med mange talenter. Sideløbende med en karriere i verdens dengang stærkeste fodboldliga blev han både forfatter og filmstjerne. Og den ene halvdel af Danmarks vel nok mest feterede kendispar.
Jo, Harald Nielsen var en af dem, både børn og voksne så op til. En af barndommens helte. Han var en personificering af ’de glade 60’ere’ og fortsatte efter fodboldkarrieren succesen helt frem til i dag, hvor han sammen med hustruen, Rudi Nielsen, står bag et enormt forretningsimperium. En kvinde, som hele Danmark lærte at kende som den søde og naive ’Mie’ fra de populære ’Far til fire’-film.
Netop Rudi Nielsen – uden fletninger vel at mærke – tager imod, da BT besøger Harald Nielsen til en tur ned af mindernes allé. En rejse, hvis længde kan virke uendelig og udmattende med vigtige ophold i Frederikshavn, Rom, Bologna, Milano og New York.
Men den begynder i 1950’ernes Nordjylland. Dengang, da den klejne 10-årige knægt gik rundt med en drøm.
»Jeg ville være professionel fodboldspiller i Italien. Og KUN i Italien,« fortæller 73-årige Harald Nielsen.
Drømmen gik i opfyldelse. Med en dundrende succes, der den dag i dag fortsat sikrer Harald Nielsen en helterolle i Italien. Da Bologna – midterklubben Harald Nielsen gjorde til italiensk mester med kaskader af mål – sidste år kunne fejre 50 års jubilæum for det seneste mesterskab blev ’il freddo danese’ (den kølige dansker) og frue naturligvis inviteret med til festen. Da Harald Nielsen måtte melde afbud med en lungebetændelse, sørgede præsidenten for at arrangere en ny fest. Harald Nielsen SKULLE med.
81 mål i 157 kampe, to gange liga-topscorer og et italiensk mesterskab glemmer man ikke i støvlelandet.
At karrieren tog fart i Italien er ingen tilfældighed. Det var her fascinationen lå. Takket være danskerne i den stærke liga. John Hansen, Carl Aage Præst, Axel Pilmark og Ivan Jensen.
»Jeg læste om dem og deres tilværelse og syntes, det var interessant. Jeg var den type, der gik lidt tidligere i seng, og så lå jeg og drømte om min fodboldkarriere. Den inkluderede, at jeg skulle på ungdomslandshold, med til De Olympiske Lege, og så skulle det nok komme.«
Talentet var umuligt at overse. Som teenager spillede han sig på fødebyen Frederikshavns førstehold og rykkede op i landets bedste række. Storklubber fra Europa var klar på at kapre et af kontinentets mest lovende centerforwards.
»Det første tilbud var fra Hamburger SV. Og så kom der et tilbud fra Real Madrid. Men det var ikke interessant. Det var kun Italien, der var interessant for mig,« fortæller Harald Nielsen med den største selvfølge om fravalget af en fodboldfremtid med legender som Alfredo di Stefano og Ferenc Puskas. I stedet spillede han videre i Frederikshavn.
Det internationale gennembrud kom i 1960 ved OL i Rom. Danmark vandt sølv, og Harald Nielsen blev turneringens topscorer. Og scorede sig kælenavnet ’Guld-Harald’ på grund af sin overbevisning om dansk guld ved legene. Interessen for den unge charmerende dansker eksploderede. Særligt mødet med en kvindelig dansk journalist gjorde indtryk.
»Under De Olympiske Lege kommer en journalist hen til mig og spørger, om hun må lave et interview til en helside og få et forsidebillede. Det måtte hun gerne. Dagen efter kom hun og spurgte om et nyt interview til to sider. Da vi så når semifinalen, skal hun bruge tre sider og et forsidebillede. Det fik hun og sendte det hjem. Det var en ukendt kvinde fra Politiken, der hed Lise Nørgaard.«
»Jeg siger altid til Lise: ’Det er mig, der har gjort dig berømt.’ Og hun siger det modsatte,« griner Harald Nielsen, der kort efter løber ind i den senere moder til ’Matador’ igen.
Det sker, da han skal signere sin første bog, ’Harald scorer’, på Politikens forlag. Populariteten blandt de danske piger er voldsom.
»De klippede hår af mig og var helt vilde, så jeg måtte flygte op på anden eller tredje sal. Der stod en dame og vinkede mig ind til siden, så jeg kunne gemme mig i et skab. Det var Lise Nørgaard. Det har vi grinet meget af siden, fortæller Harald Nielsen, der på sin 18 års fødselsdag mærker idoliseringen igen.
»Jeg får 22.000 fanbreve på én dag og over 2000 pakker. Postbudet kom kørende hele tiden. Min mor åbnede alle brevene, men gemte mange af dem for mig. Det var ægteskabstilbud. Dem fik jeg ikke lov at læse.«
Harald Nielsen blev da også hurtigt optaget. I foråret 1961 – samme år han skriver kontrakt med italienske Bologna – takker han ja til en birolle i ’Far til fire med fuld musik’, hvor han skal lære Lille Per at spille fodbold. Og – ikke mindst – have en flirt med karakteren ’Mie’. Det vender op og ned på tilværelsen.
»Lige pludselig stod jeg foran Mie. Der blev jeg forelsket. Jeg faldt pladask for hende. Jeg var helt vild. Det havde jeg ikke haft med i mine drømme, fortæller han om det første møde med kvinden, han mere end 50 år senere stadig danner par med.
Et af dansk mediehistories mest populære kendispar var født.
»Vi blev prøvefilmet, og dagen efter var vi på forsiden alle steder. Vi fik det ene reklametilbud efter det andet. På en formiddag fik vi tilbud for 100.000 kroner. Tænk lige. I 1961 var det rigtig, rigtig mange penge,« fortæller Harald Nielsen i dagligstuen, hvor der hænger billeder af ’Mie’ med de karakteristiske ungpigefletninger.
Men lige så stormfuld forelskelsen var, lige så brat kunne den være endt. På tragisk vis. Kort tid inden udlandseventyret i Bologna kører Rudi Nielsen galt med DR-værten Volmer Sørensen og hasteindlægges på Hillerød Hospital. I ni døgn svæver hun mellem liv og død.
»Det var frygteligt. Samtidig skulle jeg rejse til Italien. Rudi lå tre måneder på sygehus, og vi vidste ikke, om hun ville få førligheden tilbage i benene. Det var svært at koncentrere sig om fodbold, genkalder Harald Nielsen, der fløj ned til en ellevild italiensk presse, der fyldte aviser med billeder af Harald Nielsen fra ’Far til fire-filmen’
»Jeg var blevet gjort til idol, inden jeg var det. Det gjorde det også sværere at skulle leve op til. Der var stor virak om mig.«
Men Harald Nielsen VILLE det. Være professionel fodboldspiller i Italien. Og i takt med Rudi Nielsens bedring fik han fokus tilbage. Både før og efter træning stod han alene og skød bolde mod en mur for at blive bedre til at tæmme kuglen.
»Nu skulle den stoppe dér, nu skulle den stoppe dér, og nu skulle jeg sparke direkte på mål. Jeg blev ved med at lære mig selv at tæmme en bold. Det burde Nicklas Bendtner også gøre, fortæller han med et lille smil og understreger, at det var viljen til at give alt, der bragte ham så langt.
En indstilling, han i øvrigt godt kan savne blandt danske fodboldspillere i dag.
Herfra kørte karrieren med ekspresfart. Populariteten eksploderede yderligere både i Danmark og i Italien, hvorfra han sammen med sin Rudi ofte tog på småture til Jugoslavien for at nyde fritiden væk fra den massive pressedækning. Harald fra Nordjylland var blevet til hele verdens Harald, og i 1967 sikrede han sig (endnu) en plads i historiebøgerne, da han blev solgt til Inter for et beløb, der gjorde ham til verdens dyreste fodboldspiller. Pris: En halv milliard Lire svarende til cirka 6,3 millioner kroner.
Samme år vandt han det uofficielle VM for klubhold med en sejr over brasilianske Santos i New York. Med for brasilianerne var selveste Pelé.
»Det var en stor dag. Vi vinder 1-0, og New York Times bringer et stort billede af Pelé og mig med teksten: ’De to største er i byen – den dyreste og den bedste.’
Én ting nager dog stadig, når Harald Nielsen ser tilbage på karrieren. Kun 14 landskampe (med 15 mål) blev det til på grund af DBUs daværende regel om, at kun amatører måtte spille med. Derfor blev det aldrig til den landsholdskarriere, det burde.
Faktisk var han i stedet tæt på at stille op for sit andet hjemland. Fodboldens daværende stormagt.
»Da Italien skal til VM i 1966, kommer landstræner Edmondo Fabbri og siger, at hvis jeg tager italiensk statsborgerskab, så var jeg centerforward på det italienske VM-hold. Det overvejede jeg, men endte med at takke nej, afslører Harald Nielsen, hvis stejle karrierekurve i stedet begyndte at knække på grund af en diskusprolaps. I 1970 var det slut efter et kort ophold i Sampdoria, hvor han får et godt forhold til den senere toptræner for Juventus og det italienske landshold, Marcelo Lippi, der nød godt af Harald og Rudis gæstfrihed.
Men i stedet for at ærgre sig over det tvungne karrierestop så parret muligheder i forretningslivet. Et konkret trænertilbud i argentinske River Plate blev afslået og i stedet flyttede Harald og Rudi Nielsen til modebyen Milano, hvor de påbegyndte handel med nylon-strømpebukser og lædervarer.
Et forretningseventyr, der fortsatte med sommerhushandel, oprettelsen af professionel fodbold i Danmark, etableringen af FC København, import af italienske sko og et hav af bestyrelsesposter, var i gang.
Det hele startede med drømmen om at blive fodboldspiller. Men blev til et vaskeægte eventyr.
