Gerard Pique gik amok!

Forsvarsstjernen brokkede sig højlydt til de 'vigtige herrer' på tribunen efter FC Barcelonas 1-1-kamp mod Villareal søndag aften. Pique følte, at Barcelona var blevet snydt for to straffespark, så derfor rettede han sin vrede mod La Liga-præsidenten Javier Tebas - det bliver der i hver fald gættet på - og spurgte, om han da ikke havde set, at Bruno Soriano ramte bolden to gange med hånden i straffesparksfeltet.

»Personerne, som jeg sagde det til, ved, at det var til dem. Alle behøver ikke at vide, (hvem ordene var til for, red.),« sagde Gerard Pique i følge ESPN efter kampen.

SE HØJDEPUNKTER FRA KAMPEN ØVERST I ARTIKLEN

Det er ellers sjældent, at fodboldspillerne ytrer sig direkte og så konfrontatorisk, som Gerard Pique gjorde, men Barcelona-manden havde tilsyneladende fået nok af det hele.

Også i midtugen følte Gerard Pique, at Barcelona blev bortdømt i 1-2-nederlaget mod Athletic Bilbao i Copa del Rey, og derfor kritiserede han efterfølgende dommeren i den kamp, Fernandez Borbalan. I følge gisningerne i Spanien risikerer Piquet at blive straffet for sine kommentarer, men han fortryder dem ikke af den grund.

»Jeg mener stadig det samme som den anden dag i Bilbao. Lad dem bare gå mine kommentarer efter og spilde tiden på det, det er i deres ret. Hver eneste uge bekræfter de bare det, som jeg sagde (efter Bilbao-kampen), yderligere. Det er krystalklart, hvad der skete på banen i dag (søndag, red.),« sagde Pique, der i det hele har været meget i vælten i løbet af de seneste måneder.

Pique meddelte i oktober, at han stopper på det spanske landshold efter en masse brok. Læs den historie her.

Villareal kunne muligvis også være blevet tildelt et straffespark, da Javier Mascherano begik ulovligheder i straffesparksfeltet, men Pique følte ikke, at situatioerne kunne sammenlignes.

1-1-resultatet mod Villareal efterlader Barcelona fem point efter rivalerne fra Real Madrid, som på førstepladsen har 40 af slagsen. Zinedine Zidanes mandskab har endda en kamp til gode.