De brasilianske storklubber vil sikre fodboldklubben Chapecoenses fremtid, efter store dele af holdet mistede livet i et flystyrt tidligt mandag morgen.

Der var 82 mennesker ombord på flyet, der styrtede ned i Medellin, Colombia. Kun seks af dem overlevede, og blandt de døde var store dele af truppen hos holdet Chapecoense, der til dagligt husere i den bedste brasilianske række.

Blandt de overlevende melder Independent, at den brasilianske klubs reservemålmand Jackson Follman samt forsvarsspilleren Alan Ruschel har overlevet.

De andre brasilianske klubber i den bedste række har lavet en udtalelse til det brasilianske fodboldforbund med ønsket om at sikre Chapecoenses fremtid i den bedste brasilianske række. De vil således have sikret klubben mod nedrykning i de kommende tre sæsoner, og desuden vil de have tilladelse til at låne spillere til klubben kvit og frit.

»Det er det mindste, som vi kan gøre i øjeblikket. Vi vil med forslaget sikre klubbens fremtid og genopbygning af den del af brasiliansk fodbold, som vi mistede i dag.«  

Forslaget er underskrevet af klubber såsom Sao Paolo, Corinthians samt mesterholdet Palmeiras.

Brasiliens præsident, Michel Temer, har efter flystyrtet erklæret tre dages landesorg.

Chapecoense ligger efter 37 spillerunder nummer 9 i den brasilianske serie A.