Det er ikke mere end 15 døgn siden, der var eufori i FC Midtjylland. I hvert fald blandt spillerne og trænerne. Holdet rullede afsted i Superligaen, hvor sejrene kom trods spil, der aldrig nåede himlen. Og i Europa havde mestrene på overraskende, men imponerende vis, vundet deres første to kampe.

I dag har ’Ulvene’ tabt fem kampe i træk med en samlet målscore på 6-18. Eufori er på bare en halv måned forvandlet til tristesse og magtesløshed.

Gårsdagens præstation mod et ganske vist fremragende Napoli-mandskab berettiger ovenstående ord. For det var i sandhed en deprimerende midtjysk indsats. BTs karakterer i dagens avis understreger blot dette.

Det er meget sjældent, et mandskab gør sig fortjent til et negativt karaktersnit og dumpekarakterer til alle startende på nær to.

Men det FCM-hold, der i oktober henrykkede os i Brügge, gjorde det modsatte i skyggen af vulkanen Vesuv. Det udbrud, der skulle til, for at komme fra Napoli med skindet på næsen, udeblev fuldstændig. I stedet spillede især FCM-defensiven uden hverken gnist, gejst eller kraft. De blev mast flade i pizzaens fødeby.

Er der så grund til at være til at være bekymret på FC Midtjyllands vegne? Det er der naturligvis, når et hold, der sjældent taber, går fra banen uden succes fem gange i træk.

Det er nu, Jess Thorup for første for alvor skal vise karakter i sit nye job som FCM-træner. Det har indtil for 15 dage siden kørt som i olie for den tidligere U21-landstræner - bortset fra en kikset Champions League-kvalifikation. Men nu kommer den helt store test for manden, der som landstræner fik store klø for sine taktiske dispositioner.

De sad heller ikke i skabet i Napoli, men Thorup har utvivlsomme kvaliteter. Dem skal han nu finde frem inden på søndag, hvor Esbjerg besøger heden. Den kamp kan meget vel blive afgørende for, om midtjyderne rejser sig og slutter efteråret godt af – eller om nedturen fortsætter.

Jeg vælger – trods alt – at tro på det første.