Pierre-Emile Højbjerg skulle onsdag aften have været med i Bayern Münchens trup, når den tyske storklub møder Real Madrid i Champions League-semifinalerne.

Men den unge danske fodboldspiller er blevet ramt af en tragedie, da hans far, Christian Højbjerg, er død af kræft. Derfor er Pierre-Emile Højbjerg rejst til Danmark for at være sammen med sin familie. Det skriver flere tyske medier.

Pierre-Emile Højbjerg har ved flere lejligheder fortalt om sin fars sygdom, blandt andet i december, da den 18-årige fodboldspiller beskrev, hvordan han havde det, da han hørte om farens kræftsygdom.

- Jeg var fortvivlet. Ulykkelig. Jeg gik over i klubben, og så begyndte jeg bare at græde. Jeg var helt færdig. Uli Hoeness (Bayern Münchens daværende præsident, red.) samlede mig op. Han gik straks i gang med at hjælpe mig. Han kontaktede de dygtigste læger i Tyskland, fik min far herned, hvor de gik i gang med at behandle ham med det samme, sagde Pierre-Emile Højbjerg dengang i et interview med Spillerforeningen.

Pierre-Emile Højbjerg har siden fortalt, hvordan Bayern Münchens stjernetræner Pep Guardiola ligeledes har hjulpet og støttet ham i den svære tid.

- Guardiola kaldte mig ind og sagde: 'Jeg har hørt det om din far, jeg er utrolig ked af det. Lad os lige tale sammen. Jeg begyndte lige pludselig at græde og sagde, jeg var rådvild og bange. Så sagde han til mig: 'De mennesker, du holder allermest af og som står dig nærmest, dem skal du holde fast i, selvom det koster lidt på arbejdspladsen. Og så begyndte han at græde og vidste ikke, hvad han skulle sige, har Pierre-Emile Højbjerg sagt i et interview med DR.

Sidste gang, Pierre-Emile Højbjerg talte om sin fars sygdom, var d. 6. marts, hvor han signalerede optimisme til Abendzeitung München

- Det går min far bedre. Han kæmper. Det er stadig ikke helt i orden, men jeg forsøger hver dag at være stærk for ham. Jeg står hver dag ud af sengen og siger til mig selv: I dag skal jeg være endnu bedre, sagde han dengang til det tyske medie.