FCK's indkøb af argentinske Franco Mussis var imødeset som et af sommerens mest interessante skifter. Men den argentinske midtbanespiller har i sin forberedelse af skiftet til den danske storklub ikke taget alvorligt nok, hvad det krævede fysisk at komme til FCK.

Det er den erfaring, FCK-ledelsen sidder tilbage med en måned inde i sæsonen, hvor man endnu ikke har set Franco Mussis starte inde i en betydende kamp.

I mandagens udgave af fodbold-debatprogrammet Fodbold FM på Radio 24syv var FCK's assisterende træner Brian Riemer med på telefon, og her forsikrede han, at man fra FCK's side på forhånd havde gjort det klart for Mussis, hvordan han skulle holde sig klar til at møde op i klubben.

Læs også: Mussis fik direkte rødt i reserve-derby

- Vores fysiske træner har sørget for at forberede ham bedst muligt, men Franco Mussis er en ung spiller og formentlig en spiller, som har levet under lidt andre vilkår, end vi kender til herhjemme. Han spillede for en oprykkerklub i Argentina, som har været med til at uddanne ham og på mange områder måske har gjort tingene anderledes, end vi gør her, sagde Brian Riemer og fortsatte.

- Jeg tror, at han har undervurderet situationen voldsomt, og jeg tror, at han har undervurderet forskellen på det, han kom fra, og det, han kom over til. Det har han undervurderet stort, og det har han betalt prisen for, slog Riemer fast.

Den 22-årige Mussis opnåede i sidste sæson en plads på årets hold i Argentina, og det førte angiveligt til, at storklubben Boca Juniors fik interesse i Mussis, men han var på det tidspunkt for længst afsat til FCK.

Brian Riemer kaldte det i radioprogrammet mandag aften for "smadderærgerligt", at man endnu ikke har været tæt på at få det forventede ud af Mussis.

- Men det er også et langt træk, og det har vi så taget hånd om nu.

FCK spiller tirsdag aften Champions League-kvalifikation mod Bayer Leverkusen fra den tyske Bundesliga. Her er Mussis med i truppen, men forventes ikke at starte inde.