Arsenals målmand Petr Cech drømte faktisk slet ikke om at blive fodboldspiller. Men udgifter til udstyr satte en stopper for, at han kunne dyrke den sport, der ellers lå ham mest på sinde.

Den tjekkiske målmand Petr Cech er født til at spille fodbold. Eller er han?

Ifølge ham selv, var han blevet ishockeyspiller, hvis ikke faderen sagde nej og foreslog en sport, hvor der krævedes knapt så mange udgifter til spilleudstyr.

»Som barn ville jeg altid gerne spille ishockey. Det var altid mit førstevalg, men så ville man blive nødt til at købe alt udstyret, og du kan nok forestille dig det økonomiske aspekt af det,« siger Petr Cech til Arsenal Player.

»Min far var ret smart, da han vidste, at jeg kunne lide alt slags sport, så han tog mig med til fodboldklubben, da jeg var seks eller syv år. Og ligeså snart, jeg begyndte at spille fodbold, vidste jeg, at jeg virkelig elskede det.«

Da Petr Cech var otte år, fik han chancen på mål, da den ellers normale målmand ikke var mødt op til kampen. Træneren foreslog derfor, at han tog tjansen mellem stængerne.

»Jeg indvilligede i at spille denne ene kamp, og den følgende dag, da jeg kom til træning, trak målmandstræneren mig til side og sagde, at ’nu er du målmand’,« siger Petr Cech.

Den 33-årige verdensstjerne skiftede inden denne sæson til Arsenal, og forinden nåede han at spille i over 10 år for en anden London-klub, nemlig Chelsea.