Derby: Sidste udkald på Emirates

Arsenal og Tottenham tørner sammen i slaget om Nordlondon. En kamp i krisens tegn

Det lyder underligt uambitiøst at sige, der spilles for fjerdepladsen. Især når det gælder en klub som Arsenal. Engelsk mester i en ikke alt for distanceret fortid og fast indslag i Champions League.

Alligevel er det der, vi er, i dagens store lokalopgør i London. Arsenal mod Tottenham - den engelske hovedstads fremmeste derby.

For Premier Leagues mesterskab og tabellens tre øverste pladser er et anliggende for de to Manchester-klubber City og United og Chelsea. Hvad er der så tilbage at slås om for ligaens øvrige håbefulde.

Fjerdepladsen og dermed engelsk fodbolds sidste billet til næste sæsons Champions League - det er den bid af kagen, såvel Arsenal som Tottenham vil gafle i konkurrence med Everton og sæsonens overraskelse West Bromwich, så for begge hold gælder, at der ikke er råd til at smide point i eftermiddagens kamp på Emirates.

Hjemmeholdet Arsenal går til opgaven i krisens tegn.

De seneste fire kampe er endt med to nederlag, en uafgjort og blot en enkelt sejr og en placering som nummer otte. Tottenham indtager syvendepladsen men er ligeledes gået i stå efter en mager stime med tre nederlag i de sidste fire kampe.

- Udfaldet af de her lokalopgør kan være afgørende for, hvem der skal spille kvalifikation til Champions League næste år, siger Arsenals træner Arsène Wenger.

Tottenham kommer til Emirates med en håndfuld spillere på skadeslisten, men det får ikke Arsène Wenger til at forvente en stille eftermiddag på kontoret.

- Tottenham giver os altid en fight, og nu er vi tilmed rivaler i tabellen, siger franskmanden.

Arsène Wenger har med sine tre engelske mesterskab meritterne i orden og klubledelsens opbakning, selv om trofæ-tørken tærer på fansenes tålmodighed.

Det ikoniske banner ’In Arsène we trust’ er således ikke at se for tiden på lægterne, men træneren med kælenavnet ’professoren’ har bevist sit værd.

Det forholder sig anderledes med Tottenhams Andre Villas-Boas.

Portugiseren blev hentet fra FC Porto til Chelsea som en taktisk vidunderdreng, men fejlede i stor stil i sin korte tid på Stamford Bridge.

Et langsomt Chelsea-forsvar blev straffet igen og igen for Andre Villas-Boas sats på et forsvar placeret langt fremme på banen.

I dag mod Arsenal skal Andre Villas-Boas vise sin taktiske kunnen, efter han så sit mandskab smide en 1-0 føring ude mod Manchester City over bord i sidste spille-runde.

Et nederlag funderet i en svag indsats i anden halvleg, hvor Tottenham viste sig uden modspil til Manchester Citys pres. Tottenham må forvente et tilsvarende tryk på Emirates, og skal gæsternes krise knuses, skal der point på kontoen.

Arsenal - Tottenham 6’eren kl. 13.45 - optakt fra kl. 13.00

Læs også: