FC Vestsjælland er truet af en konkurs, fordi klubben kæmper med et underskud i millionklassen. Det skriver Sjællandske Medier.

Der er ikke meget at glæde sig over i FC Vestsjælland for tiden.

Godt nok fik man i weekenden en 3-2-sejr over Næstved, men Michael Hemmingsens mandskab ligger stadig sidst i rækken, og så går det heller ikke så godt med økonomien.

Der skal findes penge inden nytår - ellers risikerer klubben, der i foråret lå i Superligaen, at måtte lukke.

Direktør Gert Hansen er opmærksom på situationen, siger han til avisen, og kalder den samtidig »alarmerende.«

Sidste år valgte hovedaktionær Kurt Andersen at sætte sine FC Vestsjælland-aktier til salg. Dem er han stadig ikke kommet af med over et år senere.