Med tanke på Juventus’ 31 nationale mesterskaber og deltagelse i 11 internationale finaler alene i de største turneringer er det måske unfair at være overrasket over, italienerne har nået semifinalen. Men det er sådan, det er.
For af de fire tilbageværende hold i sæsonens udgave af Champions League, er Juventus det hold, der er mindst tiltro til kan gå hele vejen og løfte pokalen i finalen i Berlin 6. juni.
Modstanderen i aftenens semifinale - den første af to - er den forsvarende mester, Real Madrid. Et af tre hold, der kan hævdes ikke længere at være et ’storhold’. Rettere et ’superhold’.
Målt på værdien af truppen, de kommercielle energier og globalt brand er Real Madrid sammen med ærkerivalen FC Barcelona og fodboldens tyske kraftcenter FC Bayern i en kategori for sig.
Det sammenholdt med, at italiensk fodbold gradvist er devalueret siden 90ernes store europæiske dominans, sætter Juventus ind i en kontekst som underhund. Men det vil være en graverende fejl at slette Torinos ’gamle dame’ fra balkortet, for Juventus begynder stille og roligt at arbejde sig frem i feltet igen.
Dominansen i Serie A er total. Juventus er nybagt mester, og rundt om i den italienske ring ligger store klubber som Milan, Inter og Napoli. Enten ramt af knockout eller jagtende skygger - nuvel Napoli har som Juventus været ramt af økonomisk deroute og nedrykning, men har stædigt arbejdet sig op igen og er stadig at finde i Europa Leagues semifinaler.
Men Juventus stikker ud. På sin vis overraskende, efter succestræner og klubikon Antonio Conte trak sig sidste sommer på den første træningsdag frem mod den kommende sæson og overtog opgaven som italiensk landstræner. Ind kom Massimiliano Allegri som det uventede valg. Allegri havde ikke haft held til at få AC Milan på ret kurs, men blev smidt på porten. Han havde tilmed hånet Juventus ved flere lejligheder, og nu skulle rival-træneren altså føre Juventus videre?
Allegri blev mødt med æg, stenkast, spytklatter og bandeord en masse på sin første arbejdsdag. Ham skulle tilhængerne ikke nyde noget af.
Men her et lille års tid senere har Allegri og hans mandskab modbevist kritikken. Ikke blot gjorde han Juvenytus til mester, men han har også sat holdet på dørtærsklen til finalen.
Så snart Serie A-titlen var i hus, røg klubpræsident Andrea Agnelli til tasterne med følgende tweet.
»At overtage dette hold midt i juli og føre det til titlen, kræver nosser. Tak ’Max’.«
»Det havde vi ikke forestillet os. Vi er stadig med på alle fronter, mesterskab, pokalfinale og Champions League. Det havde ingen regnet med,« siger klubbens veteranmålmand Gianluigi Buffon.
»Allegri har overrasket de fleste. Selv for en rutineret spiller som jeg er hans tilgang til mandskabsbehandling og taktik kommet bag på mig,« siger han til Football Focus.
»At vi står så tæt på finalen er mærkeligt for mig. Jeg har vundet stort set alt, men aldrig den turnering. De tre andre hold er foran os, men vi har et stærkt kollektiv og en sult efter at vinde, som ingen havde regnet med.«
Som alle store italienske trænere kan Allegri sin taktik til fingerspidserne, men han har i forhold til tiden i Milan og Inter udvist en ny pragmatisk side og shoppet rundt mellem forskellige formationer på bekostning af favoritten 4-3-1-2.
Og det er den pragmatisme, der har givet ’den gamle dame’ et comeback på dansegulvet og gør, at hun ikke er uden vinderchance.
