Selvom Swansea-målmand Lukasz Fabianski havde forberedt sig på Christian Eriksens frispark, bankede danskeren to mål ind direkte på frispark. Det får den polske keeper til at udråbe den danske landsholdsspiller til den bedste frisparksskytte i Premier League.

Swansea kom foran i to omgange i søndagens kamp mod Tottenham. Og hver gang dukkede Christian Eriksen op og scorede på frispark. Det får den polske Swansea-keeper Lukasz Fabianski til at storrose danskeren og indikere, at han er den bedste frisparksskytte i Premier League:

»Er han den bedste? Jeg ved det ikke. Jeg vil bare sige, at han er den første, der har scoret to frisparksmål mod mig. Så det svarer måske på spørgsmålet,« siger han til britiske The Mirror.

Lukasz Fabianski har en pointe om Christian Eriksens frisparksevner. Ingen har scoret flere mål på direkte frispark end den danske midtbanekreatør siden hans debut for Tottenham i Premier League i 2013. Lukasz Fabianski forklarer, han havde forberedt sig grundigt på danskerens frispark inden kampen:

»Han får ikke blot bolden over muren. Han putter også en masse styrke i sparket. Jeg analyserede ham inden kampen,« siger han til The Mirror og uddyber:

»Jeg så hans frispark mod Manchester City, da han ramte overliggeren og Harry Kane scorede på returen. Jeg vidste, hvad jeg kunne forvente, men jeg reddede stadig ikke bolden.«

Næste målmand, der kan forberede sig på Christian Eriksens frispark, er den portugisiske landsholdsmålmand, Rui Patricio, når Danmark møder Portugal i den vigtige EM-kvalifikationskamp i Braga på torsdag.