(BT i Horsens): Kvindernes svar på Zlatan Ibrahimovic er hun tidligere blevet kaldt. Nu kan Nadia Nadim også kalde sig årets spiller 2016.

Hvis der er nogen, der har skabt succes i trods og ikke på grund af – så er det Nadia Nadim.

Med de sværeste vilkår har hun skabt en prisværdig fodboldkarriere, der blev belønnet mandag aften ved Dansk Fodbold Award i Horsens.

Her vandt den danske landsholdsspiller prisen som årets kvindelige spiller for første gang nogensinde.

Dermed sætter Nadim endnu en krølle på sin utrolige historie, der har bragt hende fra Kabul i Afghanistan til at blive en af Danmarks bedste kvindelige fodboldspiller. Og nu har hun fået et bevis for, at hun var den bedste af slagsen i 2016.

»Jeg er så utrolig stolt og beæret over at være blevet kåret som årets spiller af fansene. Det er en kæmpe drøm, der er gået i opfyldelse. Jeg vil sige til alle, der ser med i aften, unge som gamle, husk at drømme stort,« lød det i en videobesked fra Nadim, der ikke kunne være i Horsens.

Det lå ellers ikke rigtigt i kortene, at hun skulle blive dansk landsholdsspiller, da hun som 12-årig flygtede med sin familie fra Taleban-styret i Afghanistan til Danmark. Hendes far blev skudt af styret, og familien – Nadim, tre søskende og hendes mor – drog på flugt. De endte på et asylcenter i Nordjylland.



I fodbolden fandt Nadim trøst. Og efterhånden stod det klart, at hun kunne mere med en bold end de fleste. Ligesom svenske Zlatan Ibrahimovic turde – og tør – hun sætte ord på sine bedrifter. Selvtilliden fejler intet, og det gør talentet bestemt heller ikke.

For det rakte langt ud over det sædvanlige, men det skulle blive svært at opnå den største hæder. At blive dansk landsholdsspiller. Kampen for at blive dansker i FIFAs (det internationale fodboldforbund, red.) øjne skulle nemlig vise sig at blive en større kamp end dem, hun scorede mål i på banen.

Efter længere tids tovtrækkeri fik hun endelig lov til at spille for Danmark i 2009, og siden har hun opnået 65 landskampe og en karriere i USA ved siden af sit lægestudie.

Til daglig spiller hun for Portland Thorns i den amerikanske liga, men mandag befandt hun sig i det land, der endte med at blive hendes hjem.

Det land, som med flest stemmer hædrede hende som årets spiller 2016..