Når FC Københavns anfører, Thomas Delaney, til nytår skifter til Werder Bremen, kommer han til en klub, som har en klar plan med ham.

Ved offentliggørelsen af handlen lød det fra tyskernes side, at man egentlig ville have hentet Delaney til næste sæson, men at man nu får et halvt år mere til at køre ham ind i Bremens stil.

Samtidig noterede man sig også spillerens fleksibilitet, men det betyder ikke, at han er i spil til andre pladser end den centrale midtbane.

»Fleksibilitet er egentlig et meget godt udtryk for, hvad de vil med mig og for den plan, der er lagt. Werder Bremen spiller med tre mand på midten, så der er plads til mig i forskellige roller dér.«

»Jeg skal spille både som defensiv og central midtbane dernede. Grunden til, jeg kan være offensiv i FCK, er, at jeg har William Kvist ved siden af mig. Tidligere har jeg haft andre typer ved siden af mig, hvor jeg ikke kunne være lige så meget med fremme,« siger Delaney.

Så fleksibilitet betyder ikke, at du er i spil til for eksempel venstre back, som du ind i mellem har spillet?

»Nej, det ser Bremen mig ikke som. Det har de i hvert fald ikke sagt til mig så...,« siger Delaney og slår ud i latter.

I FCK er han vant til at spille europæisk fodbold og kæmpe med om mesterskaber. I sidste sæson klarede Werder Bremen sig fri af nedrykning med et mål i det 88. minut i sidste spillerunde. Delaney forventer dog ikke, at han skifter til en bundklub, for potentialet er meget større.

»Det har ikke betydet noget, at de lå nede i bunden sidste år. Man skal lytte til dem, når der kommer en klub på Werder Bremens størrelse. Det er en stor klub, og det er en klub, der vil fremad. Det har de også været før, så ingen er tilfredse med, at man skal spille i bunden.«

»I FCK har jeg også oplevet en periode med lidt modgang. Det er en vej, man skal gå for at blive bedre bagefter,« siger han.

Selv om sommerens transfervindue er åbent, har det ikke været en del af forhandlingerne for Thomas Delaney at kunne skifte klub nu.

»Det var den optimale løsning for alle parter, og det var ikke noget, der var store forhandlinger om. Klubberne fremlagde det som et forslag til mig, og så kunne jeg vælge at takke ja eller nej,« siger han.

Thomas Delaney og FC København spiller onsdag Champions League-kvalifikationskamp mod APOEL FC fra Cypern. Københavnerne er rejst til Nicosia med en 1-0-sejr i bagagen fra hjemmekampen.

/ritzau/