Allerede i sommer meldte midtbanespilleren Thomas Delaney ud, at han forlader FC København ved årsskiftet til fordel for Bundesligaklubben Werder Bremen.

Siden det forestående vinterskifte blev offentliggjort, kvalificerede FCK sig til Champions League, og det har været med til at løfte Thomas Delaney, som onsdag aften spiller i turneringen for sidste gang i denne omgang, når FCK gæster Club Brugge.

»Det har vist sig at være den helt rigtige beslutning at blive, for jeg har fået gode oplevelser og præstationer med. Jeg havde også affundet mig med det, da jeg lavede aftalen med Werder.

»Jeg vil sige, at Champions League-kampene har gjort en verden til forskel for, hvor sjovt det har været at blive her. For mig at se er Bundesligaen lige så stort som Champions League,« siger Delaney.

»I starten ville jeg gerne have været af sted i sommer, men jeg har også fundet ud af, at der er alt det flytterod, og man skal lære sproget, så det har været en god løsning,« tilføjer Delaney, der går til tyskundervisning et par gange om ugen.

Thomas Delaney har som FCK-anfører vist et tårnhøjt niveau i næsten hver kamp denne sæson. For et par år siden tvivlede manager Ståle Solbakken en smule på, at Delaney kunne drive det så vidt. Nu ser manageren en stjerne gå ind til den foreløbig sidste store kamp som FCK-spiller.

»Han er vokset skridt for skridt og er blevet vores stjerne og kaptajn. For to år siden var vi i tvivl om, han ville være i stand til at blive central midtbanespiller for os, for han sendte bolden op på tribunen mange gange Han havde ikke roligheden på bolden. Siden har han udviklet sig og kombineret sin fysik med at blive bedre til at aflevere og til at lede holdet,« siger Solbakken.

Udviklingen er også gået bedre end Delaneys egne forventninger.

»Jeg havde ikke regnet med at stå her i dag og være en del af rekorder og sådan noget, selv om jeg godt kunne se, at det ville blive til noget,« siger Delaney.

Hans sidste Champions League-kamp i denne omgang begynder klokken 20.45.

/ritzau/