De Gea-kiks kostede United sejren

Anders Lindegaard sad på bænken søndag aften, da Manchester United i kampens døende minutter måtte se sejren smuldre mellem fingrene på David De Gea.

I et vild snevejr leverede Tottenham og Manchester United god underholdning i deres indbyrdes opgør i Premier League, der endte med et vildt drama og sen scoring fra Tottenham til 1-1.

Begge mandskaber troppede op til kampen med selvtillid på kontoen, hvor man i Tottenham ikke havde tabt i seks kampe i træk, ligesom man kun havde lukket to mål ind. For Manchester Uniteds vedkommende lød statistikken på ti kampe uden nederlag.

Samtidig var det et Manchester United-mandskab, som kom sultne til White Hart Lane, da man havde en revanche til gode. Tilbage i september slog Tottenham nemlig Premier Leagues førerhold på Old Trafford med cifrene 3-2, og derfor var selvsagt en begejstret Alex Ferguson, der efter knap en halvtimes spil kunne se den brandvarme Robin van Persie bringe holdet foran på et veludført hovedstød. Det var hollænderens 18. Premier League-mål i denne sæson.

Efter pausen pressede Tottenham på, og efter fem minutter var det kun en fantomredning fra David de Gea, som gjorde, at Clint Dempsey ikke kunne kaste armene i vejret. Kun to meter fra mål fik han sendt et skud af sted, men Anders Lindegaards konkurrent fik lige nøjagtigt det ene ben på bolden, der strøg ud til hjørnespark.

Efterfølgende havde begge mandskaber flere store chancer, og da der kun manglede et minut af dommer Chris Foys tillægstid, så var de fleste folk på tribunerne på vej ud af White Hart Lane velvidende, at Manchester United vil tage tre point. Men sådan gik det ikke.

Efter en rigtig dårlig clearing af David de Gea endte bolden efter lidt klumpspil for Clint Dempseys fødder, som denne gang fik sendt bolden i kassen til stor ærgrelse for Manchester Uniteds spillere.

Efter kampen var Alex Ferguson ude med riven efter kampens ene linjevogter, som, han mener, overså et straffespark.

- Der var klart straffespark til Wayne Rooney, men på ingen måder ville linjedommeren give os den. Han gav dem alt andet. Vi har ingen gode statistik med denne linjevogter. Mod Chelsea for nogle år tilbage dømte han Didier Droga onside, selvom han var tre meter offside, sådan nogle ting husker man, siger Alex Ferguson til BBC Sport.

Med det uafgjorte resultat bliver Tottenham på fjerdepladsen, mens Manchester United fortsat topper Premier League med fem point ned til bysbørnene fra Manchester City.

Tottenham har ikke vundet over Manchester United på White Hart Lane siden 2001.

Læs også: