Anders Lindegaards direkte konkurrent i Manchester United-målet, David De Gea, afviser, at han vil hjem til Spanien.

Rygterne om et David De Gea-skifte tilbage til Spanien har de sidste uger svirret i både britisk og spansk sportspresse.

Den unge keeper skal angiveligt være stærkt utilfreds med at dele målmandstjansen med danske Anders Lindegaard, og flere spanske medier har ladet fortælle, at De Gea hellere vil tilbringe sin tid på bænken i Real Madrid, end han vil rotere i Manchester, hvor han har følt sig forfulgt af de engelske medier.

Spekulationer, som De Gea dog afviser i søndagens udgave af The Sun.

- Jeg er glad i United, og jeg tænker ikke på at returnere til Spanien. Jeg har accepteret udfordringen om at lære og blive bedre som professionel. Og det at slås for min plads, det motiverer mig bare til at spille endnu bedre, siger David De Gea til The Sun.

De to United-målmand havde næsten delt kampene lige imellem sig, indtil Lindegaard for godt tre uger siden pådrog sig en skade. Siden har De Gea været fast mand i United-målet - uden at have været overbevisende.